mandag den 24. september 2012

Opskrift: Oksekøds-meatza


Pizza pizza pizza.
En af de "forbudte" ting når man gerne vil undgå kornprodukter, og især hvedemel.
Men der findes selvfølgelig løsninger, og versionen med blomkålsbund og den med halloumi ost er allerede afprøvet - tilbage var meatzaen. En pizzabund af kød.

Jeg stødte på det på en amerikansk blog for et stykke tid siden, og det virker som om det har bredt sig med lynets hast siden da. Så selvfølgelig skulle jeg også prøve.

Jeg tog udgangspunkt i et par forskellige fremgangsmåder, og kom frem til nedenstående udgave af bunden - fyldet blev til med kraftig inspiration fra Jane hos Madbanditten. En blanding af svampe, løg, hvidløg og rosmarin, samt noget tysk skinke og tynde squashskiver stegt i kokosolie på panden, og drysset med salt, peber og røde chiliflager.
Der var selvfølgelig også pizzasauce og (frisk) mozzarella.
Ellers er det jo ikke pizza.

Oksekøds-meatza:
6-8 personer (jeg lavede 4 bunde ud af 1 kg kød, og vi kunne kun spise 1/2 bund hver, dvs. en bund af ca. 125 g kød)

Weber Style fiskebakke
1 kg hakket oksekød af god kvalitet
2 spsk tacokrydderi (uden maizena)
2 tsk tørret oregano
1 spsk dijonsennep
1 æg
2 fed presset hvidløg
1 tsk fint havsalt
friskkværnet peber

pizzasauce
frisk mozzarella
topping efter ønske
tørret oregano

Kødet røres godt sammen med krydderier mv. og klappes ud på en bradepande med bagepapir - eller som jeg gjorde, på en Weber Style grillbakke til fisk, hvor der er huller i bunden.
Der sættes en bradepande eller et stort fad i bunden af ovnen, der hældes vand i så bunden er dækket, og ovnen tændes på 250 grader varmluft.
Når ovnen er varm, sættes grillbakken med kødet ind og steger i ca. 10 minutter til kødet er brunet og ikke væsker mere (grillbakken passer lige til rillerne i vores ovn, men ellers sættes den på en rist). En stor del af væsken fra kødet vil dryppe gennem bakkens huller og ned i bradepanden - (har man ikke vand i bradepanden vil det hurtigt brænde på, så husk vandet, og fyld evt. lidt op undervejs men pas på dampen når lågen åbnes) - når kødet begynder at hænge sammen, kan man evt. vippe bundene lidt med en stor paletkniv, så mere væske løber af - eller man kan duppe det tørt med køkkenrulle.
Bundene kan nu toppes med fyld med det samme, eller køles af og gemmes til senere.
Der smøres pizzasauce på, mozzarella fordeles over bunden, og det ønskede fyld lægges på. Drys med tørret oregano, og varm pizzaen op ved 160 grader varmluft i ca. 10 minutter, til osten er smeltet og fyldet er gennemvarmt.

Konklusion:

Det er noget helt andet med sådan en kødbund i forhold til blomkåls- og osteudgaven, men det er bestemt ikke ueffent. Kødbunden gør at man ikke behøver helt så meget kød som topping, og det giver plads til nogle flere grøntsager, som i feks. svampe/løgfyldet.
Jeg lavede faktisk også en version med gedeost, nektariner og figner, men sådan en gedeost bliver altså ikke min ven - og så passede smagen af fyldet generelt bare ikke til kødbunden, så det endte med at frugten røg af og blev spist for sig selv, osten blev skrabet af, og bunden genbrugt til det andet fyld.
Næste gang tror jeg dog nok jeg går tilbage til blomkålsudgaven (i en modereret version), så den bliver knap så proteintung.
Resten af bundene blev brugt til noget andet, som der kommer mere om i morgen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar