mandag den 22. oktober 2012

Opskrift: Rejesalat med karrydressing


Denne opskrift er oprindeligt lavet med ris som fyld, og det er en min mor har lavet så langt tilbage jeg kan huske. Jeg var lykkelig hver gang den kom på menuen som forret.
Lige så lykkelig som de sjældne lejligheder hvor vi fik spaghetti og kødsovs.
Det var ikke så tit, kan jeg godt afsløre.

Jeg er ret sikker på at rejesalaten også findes mange steder på nettet den dag i dag, men opskriften jeg er gået ud fra, er den jeg har skrevet af efter min mor.
Det er bare lige som om at mors opskrifter tit er bedre end dem man kan finde på nettet.
Også selvom de næsten er ens.

Eftersom opskriften nu ligger her på Low Carb bloggen kan i jo nok godt regne ud at der ikke er ris i. Jeg havde egentlig tænkt mig at bruge blomkålsris i stedet for, men så kom jeg i tanke om at jeg havde en rest perlespelt stående - og selvom det er korn, så er det alligevel bedre end hvide ris.
Så blomkålene må vente til en anden gang.

Jeg serverede salaten som forret i lørdags, hvor vi holdt en lille intim fødselsdagsfest for to hold venner (dem hvor jeg havde inviteret damerne på Bones på selve dagen - den egentlige fest venter til næste år hvor Lækkermåsen fylder 40, og så slår vi festlighederne sammen). Til ære for den ene, som ikke er så glad for creme fraiche, lavede jeg en portion uden dressing - men dressingen er nu altså noget af det bedste ved den, så prøv lige at lave den med, ikke?

Vi havde i øvrigt en fantastisk aften, med god rødvin og dans (Gangnam Style er i øvrigt noget sværere at få til at se rigtig ud end man skulle tro) - kl. 3 ringede vennerne efter en af sønnerne som var chauffør, og vi væltede i seng. Inden da havde vi tre hunkøn lige nået spontant at bestille billetter til Pink koncerten i Herning til maj. Om jeg glæder mig? Det tror jeg nok lige jeg gør.

Søndag blev brugt på absolut ingenting, bortset fra en oprydning som foregik løbende gennem hele dagen, og en længerevarende morfar i lænestolen.
Synes ligesom der var et eller andet galt med min balancenerve.
Ved virkelig ikke hvad der var galt.

Rejesalat med karrydressing:
6-7 personer

2 dl speltkerner - koges efter pakkens anvisninger, med lidt salt og god grøntsagsbouillon, og køles af
1 dl god mayonnaise (Hellmanns)
1 dl creme fraiche 18%
1 spsk citronsaft
1 spsk mild karry
1/2-1 tsk fint salt
peber
2 røde peberfrugter i små tern
1-2 finthakkede porrer
2 små madæbler eller 1 stort i små tern
300 gram rejer

Pisk dressingen sammen af mayo og creme fraiche, og smag til med citronsaft, karry, salt og peber.
Peberfrugt, porrer og æble blandes sammen med de afkølede speltkerner, og dressingen røres i. Rør de fleste af rejerne forsigtigt i, men gem nogle til pynt.
Anret i portionsglas eller server i en skål, og pynt med de sidste rejer, samt en dusk persille eller dild.

Konklusion:

Det er ved at være en del år siden jeg sidst har fået retten, men den er lige så god som jeg husker den, selv med spelt i stedet for ris.
Jeg tror også den vakte lykke hos gæsterne - i hvert fald blev jeg spurgt om opskriften kom på bloggen. Og hvornår.
Det tager jeg som et godt tegn.

1 kommentar:

  1. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet