Inspireret af Xenias køleskabshavregrød forsøgte jeg mig selv i sidste uge med denne form for morgenmad. Køleskabshavregrød, eller Overnight/Refrigerator Oatmeal som det nogle steder hedder på engelsk, ser ud til at være blevet vældig populært især på amerikanske blogs, og jeg havde for et stykke tid siden gemt et link til The Yummy Life, hvor der vises et imponerende antal forskellige udgaver her og her.
Jeg gik ud fra denne version med blåbær, og den blev helt fin.
Køleskabshavregrøden er meget simpel - man blander havregryn med mælke/surmælksprodukter og frugt/nødder/kener/sødemiddel efter smag, lader det stå tildækket i køleskabet natten over, og om morgenen har man så en meget nem morgenmad klar - havregrynene har suget væske til sig og er blevet bløde, og konsistensen er næsten som havregrød - men selvsagt i en kold version.
![]() |
Mit første forsøg med havregryn |
Igen gik jeg ud fra blåbærudgaven fra The Yummy Life, men tilsatte lidt ekstra for at gøre den mere mættende.
Den indeholder en del kalorier pga. den fede kokos (jeg har endnu ikke fundet økologisk fedtfattigt revet kokos, så hvis du har et tip til dette, så sig endelig til), men fremover vil jeg tage den med på arbejde, og så spise den som morgenmad når de andre får franskbrød. På den måde kan jeg nøjes med dette ene måltid om formiddagen, så der ikke ryger kernekiks og ost ind også.
Så går det nok at dagens første måltid indeholder en del kalorier.
Køleskabs kokosgrød med blåbær og banan:
1 person
4 spsk revet kokos
ca. 3/4 dl mælk (jeg bruger mandelmælk hvis jeg har det, ellers skummetmælk)
4 spsk Skyr eller evt. græsk yoghurt
1 1/2 tsk Chia frø
4 spsk frosne ægte blåbær
1 lille banan i små stykker
2 tsk proteinpulver (af hampefrø)
2 tsk Sweet Freedom sirup eller ahornsirup (eller efter smag)
Det hele blandes godt sammen i et sylteglas (eller en skål), der sættes låg på og glasset sættes i køleskabet natten over.
Røres igennem om morgenen og spises.
Nemmere bliver det vist ikke!
Konklusion:
Dette er min nye yndlingsmorgenmad, som er ekstremt nem og hurtig at forberede, og som kan varieres i det uendelige med forskellige frugter, bær og smagstilsætninger. Jeg skal i hvert fald have prøvet nogle flere af dem fra The Yummy Life, men lige for nu holder blåbær/bananudgaven altså ret godt, med en masse sunde ting og en god mæthedsfornemmelse.
Den revne kokos opsuger selvsagt ikke væske på samme måde som havregryn, men det kan jeg netop godt lide - det giver noget at tygge på, og man er lidt længere om at spise den, så mæthedsfornemmelsen når at indfinde sig. Og grøden får alligevel en fin konsistens og bliver ikke for tynd, da chia frøene suger en del til sig.
Jeg tror godt jeg tør love at du kommer til at se flere varianter af denne morgenmad her på bloggen.
Har du prøvet køleskabsgrød, og kunne du finde på at lave den med kokos i stedet for havregryn?