søndag den 28. april 2013

Opskrift: Frossen kokos"chokolade" med kakaonibs


Jeg har egentlig en milliard million andre indlæg der trænger sig på, og alt for lidt tid, men den her opdagelse er simpelthen så nem og lækker, at den må deles.
Som.I.Nu.

Opskriften stammer fra Nouveauraw, som der blev linket til i yndlings low carb FB gruppen, og den kan snildt gå hen og blive min nye yndlings raw blog.

Konceptet for denne chokolade lignende ting er enkelt - smelt noget kokossmør (som du enten har købt eller lavet selv af tørret revet kokos) - put noget smag i - frys - færdig.

Jeg har længe godt kunnet tænke mig at lave chokolade helt fra bunden, så man kunne få noget helt uden sukker, og jeg har også kakaosmør liggende i køleskabet. Men da jeg så denne fremgangsmåde hvor der bruges kokossmør i stedet, så måtte det bare prøves.

Denne version er meget enkel med kakaonibs og flydende stevia, men man kan jo i princippet putte alverdens smagstilsætninger i - (fryse)tørrede bær og frugt, lakrids, frugtsaft, krydderier som kanel, kardemomme osv.
Det er i hvert fald ikke sidste gang de bliver lavet - og sådan et par stykker kan fint fungere som et lille mellemmåltid hvis man er ved at gå helt sukkerkold, og trænger til noget fedt der kan stabilisere blodsukkeret.

Frossen kokos"chokolade" med kakaonibs:
ca. 10-15 stk afhængig af hvilken størrelse silikoneform man bruger

ca. 1 1/2 dl blødgjort kokossmør (det behøver ikke være helt flydende, bare det er blødt nok til at man kan røre de øvrige ingredienser ud i - bliver den alt for tynd, og er fyldet for tungt, risikerer man at fyldet falder til bunds. Jeg har det stående i et glas, og jeg giver den en tur i mikroen i intervaller af 10-20 sekunder til den begynder at smelte - den må endelig ikke få for meget varme, for så brænder den på)
1 spsk rå kakaonibs (de nibs jeg har stående i øjeblikket er ret grove og store, så jeg hakkede dem lidt mindre med en kniv)
nogle dråber flydende stevia eller anden sødning efter smag (jeg tror Sukrin vil knase for meget, så enten bør man vælge Sukrin melis, eller noget andet flydende som honning, ahornsirup eller Sweet Freedom sirup)

Rør det bløde kokossmør sammen med kakaonibs og smag til med sødning. Hæld massen i silikoneforme (jeg vil gerne have sådan en man laver en hel plade med, lige som i den oprindelige opskrift, så den må jeg på jagt efter - den ser ikke ud til at være standardvare hos leverandører af chokoladetilbehør herhjemme) og sæt dem i fryseren. Efter ca. 10-15 minutter er de hårde nok til at kunne poppes ud af formen og lægges i en lukket beholder eller frysepose, og gemmes i fryseren.
Eller man kan også bare spise dem med det samme.
Når de er helt stivfrosne er de lige rigeligt hårde at bide i, så det er en god ide at lave dem i mundrette størrelser, så man kan have en hel i munden.

Konklusion:

Jeg kan egentlig godt lide hvid chokolade i mindre mængder (grænsen blev dog nået en gang vi lavede is med hvid chokolade og kondenseret mælk - det blev simpelthen for vammelt), men jeg tror faktisk det her er bedre.
Det smager selvfølgelig af kokos, men det har chokoladens konsistens, og det bitre knas fra kakaonibs er en rigtig god kontrast til den søde kokos.
Det skal der helt klar eksperimenteres mere med - måske med citron næste gang?

7 kommentarer:

  1. Hvor ser de fine ud! Tror måske også de ville være lækre med noget passiosnfrugt .-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Susann: Det tror jeg helt sikkert ville være lækkert - jeg lavede en ny portion i går, med lidt citronsaft, citronskal og citronolie i - de blev sådan ok, men ikke helt perfekte. Tror måske der skal endnu mere citronsaft i, så de virkelig bliver syrlige og friske. Men passionsfrugt er jo også syrlig, så jeg tror bestemt det vil fungere :-)

      Slet
  2. Hvor ser de gode ud. Bruger du kokosolien fra Urtekram? Og er kokossmær og kokosolie det samme?
    Kh Kathe

    SvarSlet
    Svar
    1. ravfood: For at tage dit sidste spørgsmål først - nej, kokossmør og kokosolie er ikke det samme - se evt. her hvordan jeg selv laver kokossmør http://hejdislow.blogspot.dk/2012/07/opskrift-hjemmelavet-kokossmr-og-min.html. Det kan også købes, evt. under navnet Creamed Coconut, eller Coconut Cream Concentrate.
      Kokossmør indeholder kødet fra tørret kokos, som bliver blendet til det frigiver olie, og dermed bliver til smør - ligesom man kan gøre med mandler og nødder.
      Kokossmør indeholder kokosolie - men kokosolie indeholder ikke kokossmør, og de to ting kan efter min mening ikke erstatte hinanden ret mange steder. Kokosolie kan tåle høj varme fordi det er ren olie - men kokossmør brænder meget nemt på, fordi det indeholder kødet fra kokosnødden.
      Håber det opklarede lidt!

      Dermed kan jeg så også svare Nej til dit første spørgsmål - i hvert fald hvis du mener i denne opskrift, eftersom der ikke bruges kokosolie :-)
      Jeg har brugt olien fra Urtekram tidligere til andre ting, men nu køber jeg store bøtter hos Healthysupplies.co.uk

      Slet
  3. Det ser godt nok interessant ud - altså på den gode måde ;-) Det tror jeg da jeg skal prøve på et tidpunkt. Jeg forestiller mig en smag alle de der hvide kugler fra Ferrero, er det ikke Rafaello de hedder ? Sådan lidt hvid chokolade med kokossmag og knas...

    Mange hilsner fra

    Anne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne: Uh de der hvide kugler som jeg heller ikke lige kan huske det nøjagtige navn på er noget af det bedste - smagen minder måske en lille smule om, men konsistensen er noget anderledes, da de her jo bliver helt hårde. Men smagen er i hvert fald ikke dårlig :-)

      Slet
  4. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet