mandag den 8. april 2013

Opskrift: Greenie med spinat, kiwi, chiafrø, persille, ingefær, citron, banan og kokosmælk

Efter at jeg for første gang fik lavet en ordentlig greenie for et par uger siden, er det faktisk lykkedes mig at få det ind i kostplanen yderligere et par gange - en enkelt gang har jeg lavet den lignende den første, men bare med tilsætning af proteinpulver også, og så har jeg prøvet en anden version der bestemt heller ikke blev dårlig.
Det er den det skal handle om her.

Jeg havde et par kiwifrugter liggende, som efterhånden var ved at blive en smule rynkede at se på, og det var egentlig dem jeg tog udgangspunkt i, i min søgning efter en ny opskrift.
Det endte med en blanding af flere forskellige, med den væsentlige ændring i forhold til sidste gang at der kom kokosmælk i. Det giver en mere mættende greenie pga. fedtindholdet, så husk at bruge en fuldfed kokosmælk, og lad være med at købe en light udgave, hvor der bare er tilsat mere vand.
Det gider vi ikke betale for, nej vi gør ej.

Mht. kiwien, så har jeg altid skrællet dem når de skulle spises, men tilfældigt læste jeg for noget tid siden at man sagtens kan spise skallen, bare den er skrubbet ren for sand og snavs - og da det var øko kiwier jeg havde liggende, så skulle det prøves - også fordi de bliver en smule svære at skrælle, jo mere rynkede de bliver.

Så jeg gnubbede dem godt med den bløde side af en køkkensvamp, skar de hårde ender af, og så ellers i blenderen med det hele.
Det kan overhovedet ikke smages hvis blenderen er kraftig nok, men det giver nogle ekstra fibre, så næste gang jeg spiser en (øko) kiwi, så vil jeg (også) prøve at lade skallen sidde på.

Greenie med spinat, kiwi, persille, ingefær, citron, banan, chiafrø og kokosmælk:
1-2 personer/2-3 store glas

100 g frossen spinat
2 øko kiwifrugter med skal (skrubbet godt rene, og de hårde ender skåret af)
5 g persille
5 g ingefær
20 g øko/usprøjtet citron inkl. skal
75 g frossen banan (hvis der bruges frisk banan skal drikken måske køles af med isterninger)
2 spsk hampeprotein (eller hvilket som helst proteinpulver du nu har - hampeprotein er grøn og pynter ikke så godt i en lys smoothie, men den er fin i en greenie, så den bliver brugt til dette fremover)
1 spsk chiafrø
1 lille dåse kokosmælk/165 ml
3 dl koldt vand
evt. lidt sødning (jeg brugte nogle dråber flydende stevia)

Hæld hele molevitten, undtaget sødemiddel, i en god blender, og blend grundigt til drikken er mest muligt flydende og uden klumper. Smag evt. til med sødemiddel, hvis ikke bananen har sødet nok.
Hvis din blender ikke kan klare mosten helt, og du ikke har det så godt med klumper, så si evt. klumperne fra - men husk de indeholder gode fibre.
Drik med det samme - hvis den er for tyk, så tilsæt evt. lidt mere vand.


Konklusion: 

Denne greenie har også en fin smag, som ikke er alt for grøn for en nybegynder, men heller ikke megasød - og så vidt jeg husker holdt den mig mæt i lidt længere tid end den uden kokosmælk.
Det er i hvert fald helt sikkert at der skal greenie på menuen noget oftere, og jeg kan også mærke det er bedre for mine tænder end en smoothie med masser af frugt, da den kradser noget i tænderne pga. syre.
Jeg ved godt den ser ret tyk ud på billedet, men den kunne altså fint gå igennem et sugerør - og man kan jo altid tilsætte lidt mere vand hvis det bliver for voldsomt.

6 kommentarer:

  1. Den havde man ikke umiddelbart selv lavet, men den ser super god ud og tænker også bare på de forskellige ingredienser.. Tusind tak.. den skal helt sikkert prøves.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kristina: Tak for din kommentar - dejligt du har lyst til at prøve den, så jeg håber den falder i din smag :-)

      Slet
  2. Tak for en lækker opskrift. Fik lavet en i morges, der blev dog til 3 store glas i min portion, men så var der lidt godt i køleskabet da jeg kom hjem fra træning. Jeg tilsatte 20g ekstra proteinpulver i den sidste, og det gjorde mig godt oven på træningen kunne jeg mærke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene: Super at høre - og du har ret i at det bliver en ret stor portion, så måske jeg lige skal ændre det i beskrivelsen. Det afhænger jo meget af hvor store glas man har :-)

      Slet
  3. Uhm, den smager dejligt! Havde ikke lige persille, og jeg glemte at komme ingefær i, men det var godt nok lækkert til morgenmaden. Jeg lavede halv portion, det passede fint til et glas. Spøjst nok følte jeg mig mindre mæt end normalt efter morgenmaden, men jeg havde absolut ingen sukkercravings i eftermiddags, det kan jeg ellers godt være plaget af, og det var skønt at slippe for. Det er bestemt ikke sidste gang jeg laver sådan en greenie.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne: Dejligt at du kan lide den - næste gang kan jeg kun anbefale du kommer ingefær i også, det giver altså lige et friskt pift til den fede kokosmælk.
      Den store portion jeg fik lavet holdt mig mæt i pænt lang tid men det afhænger jo også af hvad tid på dagen man får den - jeg spiser som regel sen morgenmad, så der ikke er så længe til frokost :-)

      Slet