mandag den 5. november 2012

Opskrift: Næsten RAW chokoladesauce/chokoladefrosting



Til den der fødselsdagsfejring på arbejde havde jeg jo lavet daddelchokolademuffins/cupcakes, og selvom de såmænd smager udmærket i sig selv, så synes jeg alligevel de skulle være lidt "festive" i dagens anledning, og have noget frosting på toppen.
Jeg overvejede en smør/ostefrosting med Sukrin melis eller Sweet Freedom sirup (det har jeg forsøgt mig med en enkelt gang før, og det blev ganske udmærket), men endte med at gå all the chocolate way - jeg havde nemlig gemt et link på en chokoladesauce/frosting fra The Sunny Raw Kitchen, som var - rå, ja. Altså uden sukker, smør, æg, mel og hvad har vi.

Og med alt det RÅ-snak der har været her på matriklen på det sidste, med kogebøger og kurser og hvad ved jeg, så vil jeg lige pointere at jeg ingen intentioner har om at gå RAW vejen 100% - men jeg er enormt fascineret af meget af tanken bag, og synes især at der findes utrolig mange lækre desserter, kager og snacks.
Jeg har bevæget mig lidt ind i verdenen med feks. disse dadelbarer og protein"trøfler", og jeg er bestemt ikke færdig med at lave rå desserter og kager.
Saucen er egentlig heller ikke helt rå, da der er honning og Sweet Freedom sirup i, sammen med kakaopulver der heller ikke er rå (men dog stadig af god kvalitet fra Callebaut) - men ser man bort fra honningen og siruppen, som sagtens kan erstattes af ahornsirup, eller mere agavesirup (som jeg også brugte denne gang for at få tømt noget af lageret), er den i det mindste vegansk - og som sagt uden raffineret sukker, mel og mælkeprodukter.

Den kan som nævnt bruges både som sauce til is og frugt - pga. kokosolien stivner den ved lav stuetemperatur eller på køl, men den kan bare lunes forsigtigt i mikroen eller over vandbad til den bliver flydende igen.
Og køler man den af fungerer den så som frosting - den må dog heller ikke blive alt for hård, for så er den noget nær umulig at få ud af sprøjteposen - trust me, I know.
Så det er en gylden middelvej - hvis den er lidt for hård i posen, så varm den lidt mellem hænderne til den kan klemmes ud. Og her er jeg også nød til at sige at man skal bruge en rigtig sprøjtepose - ikke en en af plastic, da man nemt risikere den går i stykker, hvis frostingen er for hård. Jeg brugte desuden en coupler i posen, da jeg ikke var sikker på hvilken tylle der fungerede bedst - og det var et held for jeg måtte skifte fra rose til stjerne før det fungerede ordentligt.
Det havde været noget gratværk uden coupler.

Så fik vi vist det på plads.

Jeg lavede en ordentlig portion da jeg havde 24 muffins jeg skulle froste - hellere for meget end for lidt, og så var planen at prøve at fryse resterne for at se om man kan det, så der er nem frosting en anden gang. Jeg har så ikke prøvet at bruge af det der har været frosset endnu, men der kommer en update en gang når det er forsøgt.

Mht. selve opskriften, så bruger Carmella fra The Sunny Raw Kitchen pekannødder til saucen, men jeg brugte cashewnødder. Mest ved en fejl - jeg havde sat både cashew og pekannødder i blød, og ville have brugt halvt af hver, men kom til at blende hele portionen af cashew inden det gik op for mig hvad jeg havde gang i.
Så pekannødderner er kommet i fryseren til en anden god gang.

Jeg vil skyde på at der blev nok frosting til ca. 30 muffins af den portion jeg lavede, men jeg skriver den halve portion her - om den så passer til 12, 15 eller 18 afhænger af hvor meget man putter på og hvor store man laver kagerne. Så jeg vil ikke hænges op på det nøjagtige antal.
M'kay?

Næsten RAW chokoladesauce/chokoladefrosting:
nok til ca. 15 cupcakes/muffins

1 3/4 dl pecan- eller cashewnødder - jeg brugte som nævnt cashew denne gang. Pecannødder udblødes i lunkent vand i ca. 4-6 timer, cashewnødder udblødes i ca. 2-3 timer
2 3/4 dl kakaopulver/carobpulver (johannesbrødpulver) - jeg brugte ca. 2/3 kakao og 1/3 carob
1 3/4 dl agavesirup (eller honning, Sweet Freedom sirup eller ahornsirup)
2 spsk akaciehonning (eller anden flydende mild honning - hvis der er brugt honning i stedet for agavesirup i ovenstående, så brug evt. 2+2 spsk ahornsirup og mørk Sweet Freedom, eller i alt 4 spsk mørk Sweet Freedom)
2 spsk mørk Sweet Freedom sirup
1 dl + 2 spsk smeltet kokosolie med smag
1 1/4 dl vand - hvis det skal bruges som sauce til is og frugt og man synes den er for tyk, kan man altid tilsætte lidt ekstra vand senere
2 spsk vaniljeekstrakt
1 tsk vaniljepulver
1/4 tsk fint uraffineret salt

Start med at udbløde pecan- og/eller cashewnødder i ovenstående tid (eller lav en større portion i forvejen og frys dem ned efter udblødning, så der altid er en portion klar i fryseren).
Hæld alle ingredienser i en stærk blender eller kraftig foodprocessor og blend til det har en jævn konsistens. Hold evt. lidt igen med lidt af de forskellige sødemidler og smag til, hvis du ikke vil have saucen/frostingen alt for sød.
Hvis du skal bruge det som chokoladesauce skal den have stuetemperatur - skal den bruges som frosting skal den i køleskabet til den begynder at stivne pga. kokosolien, så den kan sprøjtes ud og holder faconen,
Har den været kølet ned kan den altid varmes forsigtigt op til den bliver halvflydende igen.

Konklusion:

Dette bliver til en lækker frosting/sauce, fuld af gode sager. En anden gang vil jeg måske nok lave den en anelse mindre sød da det måske blev lige en smule for meget ovenpå chokolademuffins (og så pyntede jeg oven i købet med chokoladekrymmel - af den kunstige Dr Öetker slags! What can I say - det står i skabet, og jeg vil ikke smide det ud) - men alt i alt var jeg godt tilfreds. Den holdt faconen fint i lidt kølig stuetemperatur i vores showroom, og de muffins der blev til overs stod nogle dage i køleskabet, før de blev udryddet - og der smagte både muffins og frosting stadig godt.
Jeg har indtil nu haft en favorit hjemmelavet chokoladesauce, som er lavet med både sukker, smør og majsstivelse - denne her er måske lige knap så god, men absolut et værdigt alternativ når der skal spares på det raffinerede sukker.

2 kommentarer:

  1. Det må jeg nok sige - SÅ lækkert. Jeg må dog på indkøb, mange ting har jeg ikke, men et er sikkert - den opskrift skal afprøves. M.h.t. svinekæberne - alkohol - tror du ikke det forsvinder ved kogningen?
    Mange hilsner Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte: Tak, jeg håber du bliver tilfreds hvis du får købt ind til den.
      Jo du har nok ret i at alkoholen forsvinder ved kogning, men mon ikke der stadig er kulhydrater tilbage i vinen og øllen? Sovsen er jo også smagt til med bla. sukker i gastriken, men det kan man selvfølgelig komme udenom ved at bruge sødemidler og eddike.

      Slet