onsdag den 11. juli 2012

Opskrift: Kammerjunkere (og koldskålsknas delvist af kammerjunkere)


Siden jeg så kammerjunkerne hos Mad med mere (nydelse) har jeg vidst at dem skulle jeg prøve.
Jeg måtte dog vente lidt på at få kokosfibre hjem fra USA, men de kom i torsdags, og fredag kunne jeg endelig komme i gang.

Jeg ved dog ikke helt om det var en fejl at jeg brugte almindelige kværnede mandler (og lidt ekstra FiberHusk) - måske skulle jeg have brugt det affedtede mandelmel i stedet, men i hvert fald blev konsistensen af de færdige kammerjunkere ikke helt som jeg håbede. De smuldrede lidt og blev ikke helt sprøde, selvom jeg faktisk tørrede dem i ovnen i næsten to timer mere end angivet.
Men måske var det også for meget at håbe på, at en opskrift uden mel og sukker skulle give næsten samme resultat.

Anyway - junkerne gik ikke til spilde. Jeg smuldrede nogen af dem og varmede dem på panden sammen med hakkede mandler og lidt palmesukker og agavesirup - og det gav faktisk en rimelig god "knas", som kunne bruges til koldskål sammen med nogle af de resterende kammerjunkere. Det gav lidt mere konsistens.

Jeg brugte i øvrigt lidt tørret appelsinskal i kammerjunkerne, og brugte frisk vanilje fra stang.

Resten af de små kager har jeg gemt til en anden anledning senere på ugen.

Kammerjunkere:
ca. 65 stk. á 6 gram

50 g mandelmel (sandsynligvis bedst med det affedtede man kan købe)
50 g kokosfibre (a la dette fra Raw and More - almindeligt kokosmel duer ikke)
2 1/2 spsk FiberHusk
2 tsk bagepulver
korn af 2 stænger vanilje
1 tsk stødt kardemomme
40 g sukrin
1 tsk tørret appelsinskal
100 g smør
1 æg
1/2 dl piskefløde

Bland alle de tørre ingredienser godt i en skål, og "skær" derefter smørret i med en kniv, ligesom til en tærtedej. Bland æg og fløde i og ælt dejen hurtigt sammen. Stil den evt. på køl en halv times tid, så den bliver lidt nemmere at forme til kugler.
Rul små kugler (jeg vejede dem af for at få samme størrelse) og sæt dem på bagepapir - tryk dem en anelse så de bliver liggende, men ikke så meget at de bliver flade.
Bag dem i ca. 12-15 minutter ved 200 grader til de begynder at blive gyldne. Tag dem ud og lad dem køle lidt af - skær dem derefter i halve og sæt dem i ovnen igen ved 90 grader til de er tørre (som skrevet fik mine ca. 2 1/2 time i alt, men de skal muligvis ikke have så meget, hvis man bruger det rigtige mandelmel).
Opbevar dem i en lukket dåse og spis dem til koldskål.

Konklusion:

Som skrevet kan disse kammerjunkere ikke helt sammenlignes med de rigtige - men det er jo også hvad man må forvente af nogle typer low carb mad.
Om jeg vil lave dem som kammerjunkere igen er måske tvivlsomt (så måske hellere riste nogle hakkede mandler og andre nødder/kerner med lidt palmesukker og agavesirup) - men jeg tror de vil egne sig glimrende til det jeg har planlagt med dem sidst på ugen.

mandag den 9. juli 2012

Opskrift: Hjemmelavet sukrin melis og sukrin vaniljesukker


Jeg har gået i flere uger og spekuleret over det med sukrin melis - hvorfor det skulle være så meget dyrere end almindelig sukrin, når man regner ud i pris pr. gram.
Jo jo, melis er jo pulveriseret, og det kræver selvfølgelig en ekstra arbejdsproces, men det kunne man vel gøre selv?
Som sagt så gjort - så i dag har jeg puttet almindelig sukrin i min Bamix Processor med pulverdisc for at pulverisere sukrinen. Det virkede fuldstændig efter hensigten.
Så nu har jeg sukrin melis til samme pris som sukrin.
Hvor smart er det lige.
Så kunne jeg nemlig få rørt sukrin i koldskål uden at der var problemer med at sukrinen ville opløses.

Det kræver dog en minihakker eller foodprocessor som er meget effektiv til de små korn - men mon ikke der findes andre maskiner der også kan klare opgaven.

Samtidig skulle jeg bruge vanilje til koldskålen - og vanilje har det med at klumpe hvis man bare rører vaniljekorn direkte i koldskål, eller andre væsker. Normalt kværner jeg kornene ud i lidt sukker, men da jeg nu brugte melis til koldskålen kom tanken om at lave vaniljesukrin - eller sukrin vaniljesukker - eller måske vanilje sukrin melis?
Du må selv vælge hvad du kalder det.

Jeg blendede vaniljekorn i Bamixen sammen med sukrin melis, og skar de tomme stænger i mindre stykker og lagde dem i glasset også - håber så de også vil afgive smag, ligesom i almindeligt sukker.

Jeg skal dog sige at jeg ved ikke hvor længe denne vaniljesukrin kan holde sig - sukker er jo konserverende i sig selv, men sukrin har ikke samme egenskab.
Så hvis du vælger at lave en portion så start med en mængde sukrin der passer til en enkelt stang, og hold øje med glasset.
Der kommer en opdatering når jeg har lidt viden om hvor længe vaniljen kan holde sig.
Jeg har nu en fornemmelse af at glasset bliver tømt ganske naturligt inden det når at blive dårligt.

søndag den 8. juli 2012

Opskrift: Jordbær / rabarberkompot med appelsinskal


Den sidste uges tid har jeg spist pandekager til morgenmad på arbejde, og dertil har jeg fået en frisk og syrlig kompot af nye danske jordbær, som vi selv plukkede for et par uger siden, og fine røde rabarber som vi har fået af venner.
Jeg har med vilje ikke sødet den så meget når den nu primært skulle bruges til morgenmad og ikke dessert - men det kan man jo bare gøre som man vil.
Til gengæld har jeg brugt lidt mørk agavesirup for at give en anden sødme end kun sukrin giver, og så har jeg tilsat den tørrede appelsinskal, som jeg er blevet ret glad for at bruge.
Og masser af vanilje, som giver de fineste små sorte prikker.

Denne opskrift giver en rimelig stor portion - jeg har delt den op i flere sylteglas som jeg har skyllet i vodka, og opbevarer i køleskab - så håber jeg den kan holde nogle uger hvis man er obs på hygiejnen, og kun bruger en ren ske i glasset.

Jordbær / rabarberkompot med appelsinskal:


500 g jordbær
500 g rabarber skåret i mindre stykker
3 spsk sukrin+
2 spsk mørk agavesirup
korn af 2 stænger vanilje mast ud i en smule sukrin på et skærebræt (så vaniljekornene ikke klumper)
1 tsk tørret appelsinskal

Kog alle ingredienser op og lad kompotten simre i en halv times tid til frugten er kogt ud og jævnet. Hæld den på de vodkaskyllede glas og luk til med det samme - lad glassene køle lidt af, og opbevar dem derefter i køleskab.

Spis kompotten til pandekager, vafler, i yoghurt, Skyr eller feks. koldskål - som vi skal have i aften.

Konklusion:

Den er skøn, syrlig og sommerlig, og perfekt til pandekagerne.
Og alle de andre ting jeg har nævnt.

fredag den 6. juli 2012

Opskrift: Morgenmadspandekager med hytteost


Det ser ud til at være ret populært at spise pandekager til morgenmad når man spiser low carb, og det skulle da også prøves her.
Jeg har forsøgt mig med et par forskellige opskrifter, med lidt tilretninger - fælles for dem er at udgangspunktet er æg og hytteost. Det giver en masse proteiner som gerne skulle kunne holde én kørende til frokosttid - måske med et enkelt lille mellemmåltid, afhængigt af hvor tidligt man spiser morgenmad.

Den version der bliver standard herhjemme fremover er fra Madbanditten. De smager godt, mætter godt, og er ret nemme at vende på panden, modsat en anden udgave jeg har prøvet, som jeg ikke længere har linket på. Og så synes jeg faktisk de smager bedst når de er kolde - hvilket er meget praktisk da jeg laver 10-12 stykker ad gangen, og har dem stående på arbejde så jeg kan få dem som morgenmad når de andre får franskbrød om formiddagen.

Jeg har indtil videre "krydret" mine med kanel, vanilje og tørret appelsinskal, men mulighederne er mange - der kunne tilsættes kokosmælk eller kardemomme, og hvis man udelod sødemidlet og i stedet tilsatte lidt salt, kunne man sikkert bruge dem som madpandekager, omend de er lidt svære at få tynde nok til at rulle om noget.
Men så må man jo bare toppe fyldet ovenpå pandekagen.
Det er jo heller ikke forbudt.

Morgenmadspandekager med hytteost:
ca. 5-6 stk.

3 æg
200 g hytteost (jeg bruger 1,5% fedt)
2 spsk kokosmel (eller ideelt set kokosfibre, men dem har jeg ikke fået hjem endnu)
1 spsk Sukrin
1 spsk FiberHusk
1 tsk stødt kanel
1 tsk vaniljeekstrakt
1 tsk tørret appelsinskal
smør eller kokosolie til stegningen

Blend æg grundigt med hytteosten hvis du gerne vil have osten uden de små klumper. Tilsæt de øvrige ingredienser og blend sammen. Lad dejen stå 5-10 minutter til den bliver synligt tykkere, som havregrød - FiberHusk opsuger væske, så hvis du laver pandekagerne med det samme, vil dejen sandsynligvis være blevet tykkere inden du er færdig.
Smelt smør eller kokosolie på en pande ved god varme og læg dejen på panden med en ske i klatter, og bred dem lidt ud. Jeg laver 5 ad gangen på en almindelig stor pande.
Vent med at vende dem til de er hævet lidt op og blevet brunlige på overfladen - så skulle de være nogenlunde nemme at have med at gøre (de vil flyde lidt ud undervejs).
Steg dem på begge sider til de er gyldne og færdigbagte. Spis med det samme eller køl dem af og opbevar på køl. Kan sagtens holde nogle dage i køleskab.

Konklusion:

De har en skøn smag af kanel og appelsinskal, uden at det bliver for meget - faktisk tror jeg nok jeg vil tilsætte lidt mere næste gang.
De kan sagtens bare spises som de er, uden tilbehør, men jeg kunne forestille mig at de også var gode som Jane serverer dem, med lidt jordbær/rabarberkompot.
Det skal prøves en dag i en weekend, hvor der er tid.

mandag den 2. juli 2012

Opskrift: Kernebrød / kernerugbrød


Jeg lavede dette brød for første gang sidste år da vi skulle holde fødselsdagsbrunch for familien, og lige siden har jeg haft lyst til at lave det igen - uden missere. Første gang blev mit brød nemlig ikke så højt, og meget tæt i det, da jeg brugte en aflang springform som viste sig ikke at være tæt i bunden. Med det resultat at ægge- og oliemasse løb ud og lagde sig i kanten, så der kom en fin ring af æggekage ud af det også. 
Underligt nok hang brødet stadig sammen - men jeg vil nu stadig råde til at man bruger en tæt form.


Nu har jeg fået en Eva rugbrødsform, og den holder i hvert fald tæt - og så er den intet mindre end fantastisk, da den slipper brødet helt uden man bruger fedtstof.


Så nu skulle det altså prøves igen, så jeg har et stykke brød jeg kan tage ud af fryseren hvis jeg lige får lyst til en klap-sammen med leverpostej! Eller spegepølse - eller skinke - eller en mad med rejer. Måske med den hjemmelavede mayonnaise?


Oprindeligt har jeg kunnet spore opskriften tilbage til Tante Sød, som fandt den i en SØNDAG. Om de selv har udviklet opskriften ved jeg ikke - men her kommer den i hvert fald.
(Denne gang har jeg ændret en smule på målene af de enkelte frø og kerner, og desuden tilsat lidt krydderier, og det er den version der kommer her).


Kernebrød uden mel:
1 stk.


100 g hørfrø
100 g sesamfrø
100 g solsikkekerner
150 g græskarkerner
150 g grofthakkede mandler
2 tsk salt
2 tsk tørret rosmarin
1 tsk hel kommen
1 dl rapsolie (eller anden smagsneutral olie)

5 hele æg

Tænd ovnen på 160 grader almindelig varme.
Bland alle kerner, frø og mandler med salt, krydderier og olie i en skål. Pisk æggene godt sammen i en separat skål, og hæld dem derefter i kerneblandingen og rør så det hele er grundigt blandet.
Smør en (TÆT) rugbrødsform med fedstof (kun hvis den kræver det - det gør Eva formen ikke), eller beklæd den med bagepapir, og hæld "dejen" i formen. Når ovnen er varmet op, bages brødet i 70 minutter midt i ovnen. Køles lidt af, og tages ud af formen og afkøler helt. Kan sagtens opbevares nogle dage i plasticpose, en uges tid i køleskab, eller det kan fryses ned i skiver, adskilt med madpapir.

Konklusion:

Brødet er superlækkert og med virkelig god smag - det er perfekt til særlige anledninger, f.eks. brunch, sammen med tapas eller lignende, men kan selvfølgelig også sagtens bruges som erstatning for rugbrød, hvis man holder sig til nogle enkelte skiver (i hvert fald hvis man tæller kalorier).
Jeg puttede faktisk lidt bagepulver i dejen for at få den til at hæve lidt op, da jeg synes skiverne bliver lige flade nok ellers, men det lykkedes ikke rigtig. Måske skal der andre ting i for at bagepulveret virker.

Under alle omstændigheder tror jeg at jeg laver dobbelt portion næste gang - det passer lige til brødformen, så skiverne får mere rigtig rugbrødsstørrelse.


På min anden blog fik jeg i øvrigt fornylig en kommentar om, hvorvidt man mon kunne overtrække skiver med god chokolade og bruge det som en slags müslibar! Det lyder ikke som en helt dum idé, så det kan være jeg gør et forsøg med dette en af dagene. Godt nok ved jeg ikke lige hvordan det harmonerer med at jeg denne gang har puttet kommen i. Men det må et forsøg jo afgøre.


Indtil da kan man jo pynte sin mad lidt så den bliver sjovere at spise.


torsdag den 28. juni 2012

Velkommen til!

Gratis billede fra www.sxc.hu

Jeg har oprettet denne nye blog for at adskille min nye (forhåbentlig blivende) Low Carb livsstil lidt fra min daglige madblog, Heidis Verden
Heidis (normale almindelige sædvanlige) Verden indeholder alt det "almindelige" mad jeg laver, og vil fortsat også indeholde opskrifter på sunde retter, forudsat at de kan laves af ingredienser man normalt har i et køkken og ikke falder helt udenfor min almindelige madstil.

Heidis Low Carb Verden vil derimod indeholde opskrifter på både de almindelige sunde ting, og de ting hvor primært sukker og kornprodukter er erstattet af alternative ingredienser. Det kan derfor godt tænkes at den samme opskrift kommer på begge blogs - men da jeg ikke regner med de henvender sig til de samme mennesker, så burde det ikke være et problem.
Ikke dermed sagt at du ikke må læse begge blogs - det vil jeg faktisk blive rigtig glad for, hvis du gider - men jeg forventer ikke at jer der normalt læser Heidis Verden gider læse om brød bagt af mandelmel, og marmelade lavet med sødestof.
Ligeledes regner jeg ikke med, at jer der finder vej hertil, nødvendigvis gider læse om is fuld af sukker (det vil nemlig stadig blive lavet en gang imellem), eller kager fulde af hvedemel.

Jeg håber dermed at tilgodese alle parter, så det bliver mindst muligt forvirrende (forhåbentlig mest af alt for mig selv).

På længere sigt skulle der gerne komme lidt om hvorfor jeg har valgt at skære ned på de tomme kulhydrater, og hvordan jeg definerer Low Carb.

Indtil da - velkommen til!