lørdag den 21. juli 2012

Alternativ til brødcroutoner


For ikke så længe siden, men før jeg røg på low carb vognen, lavede jeg Cæsar salat (med kylling) for første gang, med den traditionelle dressing og godt med brødcroutoner (du kan se min fremgangsmåde og opskrift på salaten og dressingen her - men beware - der er også billeder af brødcroutoner, så det er på eget ansvar hvis du er en svag sjæl der let ledes i fristelse). 
Croutonerne er næsten det bedste ved den ret (altså bortset fra dressingen... eller parmesanosten. Eller - det hele er sådan set bare godt) - i hvert fald hvis de er hjemmelavede, så det var lidt en udfordring at finde noget der kunne erstatte det farlige brød, da jeg fik lyst til at lave salaten igen i starten af denne uge.

Jeg har kigget lidt omkring for at se hvad andre bruger som erstatning for croutoner, for jeg kan vel ikke være den eneste der er glad for dem i salat, men som gerne vil finde en erstatning.

Det oplagte var selvfølgelig at bage et low carb brød med en af de brødblandinger man kan købe, men som jeg har bestemt mig til at holde mig fra, da jeg hellere vil lave det fra bunden (og så er de også temmelig dyre dem jeg har set). Jeg har endnu ikke forsøgt mig med et brød lavet fra bunden som egner sig til at riste, så hvis du har en opskrift der er testet og fundet risteværdig, så kom endelig med den, for et ristet stykke "franskbrød" med smør og ost en lørdag morgen er i høj kurs, sammen med de salige croutoner!

Jeg måtte finde på noget andet - og to af de tips jeg stødte på af knasende alternativer, var flæskesvær brækket i mindre stykker, og nødder/mandler/kerner ristet i olie og krydderier. Jeg kunne ikke umiddelbart bestemme mig til hvilken udgave jeg skulle forsøge mig med, så det var selvfølgelig kun én ting at gøre - at prøve dem begge.

Der blev købt en pose af de mest tørre flæskesvær (dem uden fedtkant - fås bla. i Rema) og dem der var tilbage efter jeg havde snacket halvdelen de blev brækket i mindre stykker og drysset over salaten.

Mandel/kerneblandingen blev lavet på følgende måde:

En god håndfuld mandler blev hakket groft med en kniv og smidt på en middelvarm pande sammen med en lille håndfuld solsikkekerner, samme mængde græskarkerner, en generøs slat olivenolie og en god mængde lidt groft salt (men ikke så groft som det man putter i kværnen)Blandingen ristes under jævnlig omrøring til man begynder at kunne dufte mandlerne/kernerne, og så tilsættes lidt hvidløgspulver, løgpulver og chipotlepulver og der ristes videre et par minutter. (Hvis man tilsætter det for tidligt kan man godt risikere at især hvidløgspulveret bliver lidt branket, så vent hellere lidt).
Blandingen køles af, evt. på en tallerken med et stykke køkkenrulle, så overskydende olie suges væk - og så er det ellers bare at drysse blandingen på sin Cæsar - eller yndlingssalat. 

Konklusion:

Faktisk fik jeg ikke rigtig prøvet med flæskesværene selv - det var Lækkermåsen der blev udsat for dem. Men konklusionen var vist at de var udmærkede. Mandel/kerneblandingen var dog bedre, og jeg var også rigtig godt tilfreds med resultatet. Der er noget der knaser, der er krydderier der smager af noget, og man får det sunde fra mandlerne/kernerne.
Denne udgave bliver helt sikkert lavet igen (vi fik det faktisk i går, til en anden salat) - og lav endelig rigeligt, hvis du går i gang, for blandingen kan godt holde sig et stykke tid i et tætlukket glas.
Så er der nemt drys en dag lysten til saltede croutoner bliver for slem.

2 kommentarer:

  1. Du har helt ret - det er sjovere at finde på brød/erstatninger selv. Jeg er een af dem som er faldet i med begge ben - købt mig en pukkel til - det er fandeme dyrt. Jeg forsøgte først med 1 pk. brødblanding - senere fandt jeg "et godt tilbud" på 8 pk., hvor jeg betalte for 7, fik portoen betalt. Har også forsøgt med chokoladekagen - den var skisme god. Det bedste jeg har smagt er faktisk knækbrødet der består udelukkende af frø af forskellig slags, vand og olie. Jeg menr også du har nævnt dem før.
    Hilsen Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte: Ja jeg har en opskrift inde på kiks/knækbrød med kerner og frø, og det er virkelig en life-saver. Jeg spiser det nogen gange til morgenmad med ost og peberfrugt, eller til frokost igen med ost eller en god spegepølse, eller hytteost, og lidt grønt ved siden af. Eller som mellemmåltid - nogle gange bare uden noget. Kernebrødet uden mel, som er mere som rugbrød, er også godt, og det kan jeg spise som fuld erstatning for rugbrød. Jeg mangler bare lige det rigtige "hvide" brød, som også kan ristes sprødt - jeg har en opskrift liggende jeg skal have afprøvet, så må vi se om det er det rigtige.
      Man kan hurtigt komme af med penge for de færdige løsninger, og jeg vil heller ikke afvise jeg kunne finde på det - men jeg synes jo det er sjovt at lave det fra bunden af, hvis jeg kan :-)

      Slet