LCHF / Low Carb / Palæo / Stenalderkost – her finder du lidt en blanding af det hele, med meget lidt raffineret sukker og stivelse/korn, og høj fokus på naturlig mad lavet fra bunden af gode råvarer (og masser af FEDT!). Indimellem flirtes der også lidt med RAW food, især på dessertsiden.
Viser opslag med etiketten slik/konfekt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten slik/konfekt. Vis alle opslag
søndag den 28. april 2013
Opskrift: Frossen kokos"chokolade" med kakaonibs
Jeg har egentlig en milliard million andre indlæg der trænger sig på, og alt for lidt tid, men den her opdagelse er simpelthen så nem og lækker, at den må deles.
Som.I.Nu.
Opskriften stammer fra Nouveauraw, som der blev linket til i yndlings low carb FB gruppen, og den kan snildt gå hen og blive min nye yndlings raw blog.
Konceptet for denne chokolade lignende ting er enkelt - smelt noget kokossmør (som du enten har købt eller lavet selv af tørret revet kokos) - put noget smag i - frys - færdig.
Jeg har længe godt kunnet tænke mig at lave chokolade helt fra bunden, så man kunne få noget helt uden sukker, og jeg har også kakaosmør liggende i køleskabet. Men da jeg så denne fremgangsmåde hvor der bruges kokossmør i stedet, så måtte det bare prøves.
Denne version er meget enkel med kakaonibs og flydende stevia, men man kan jo i princippet putte alverdens smagstilsætninger i - (fryse)tørrede bær og frugt, lakrids, frugtsaft, krydderier som kanel, kardemomme osv.
Det er i hvert fald ikke sidste gang de bliver lavet - og sådan et par stykker kan fint fungere som et lille mellemmåltid hvis man er ved at gå helt sukkerkold, og trænger til noget fedt der kan stabilisere blodsukkeret.
Frossen kokos"chokolade" med kakaonibs:
ca. 10-15 stk afhængig af hvilken størrelse silikoneform man bruger
ca. 1 1/2 dl blødgjort kokossmør (det behøver ikke være helt flydende, bare det er blødt nok til at man kan røre de øvrige ingredienser ud i - bliver den alt for tynd, og er fyldet for tungt, risikerer man at fyldet falder til bunds. Jeg har det stående i et glas, og jeg giver den en tur i mikroen i intervaller af 10-20 sekunder til den begynder at smelte - den må endelig ikke få for meget varme, for så brænder den på)
1 spsk rå kakaonibs (de nibs jeg har stående i øjeblikket er ret grove og store, så jeg hakkede dem lidt mindre med en kniv)
nogle dråber flydende stevia eller anden sødning efter smag (jeg tror Sukrin vil knase for meget, så enten bør man vælge Sukrin melis, eller noget andet flydende som honning, ahornsirup eller Sweet Freedom sirup)
Rør det bløde kokossmør sammen med kakaonibs og smag til med sødning. Hæld massen i silikoneforme (jeg vil gerne have sådan en man laver en hel plade med, lige som i den oprindelige opskrift, så den må jeg på jagt efter - den ser ikke ud til at være standardvare hos leverandører af chokoladetilbehør herhjemme) og sæt dem i fryseren. Efter ca. 10-15 minutter er de hårde nok til at kunne poppes ud af formen og lægges i en lukket beholder eller frysepose, og gemmes i fryseren.
Eller man kan også bare spise dem med det samme.
Når de er helt stivfrosne er de lige rigeligt hårde at bide i, så det er en god ide at lave dem i mundrette størrelser, så man kan have en hel i munden.
Konklusion:
Jeg kan egentlig godt lide hvid chokolade i mindre mængder (grænsen blev dog nået en gang vi lavede is med hvid chokolade og kondenseret mælk - det blev simpelthen for vammelt), men jeg tror faktisk det her er bedre.
Det smager selvfølgelig af kokos, men det har chokoladens konsistens, og det bitre knas fra kakaonibs er en rigtig god kontrast til den søde kokos.
Det skal der helt klar eksperimenteres mere med - måske med citron næste gang?
tirsdag den 18. december 2012
Opskrift: Hjemmelavet marcipan med kokossukkermelis eller tørrede abrikoser, og lidt Stevia
![]() |
| Marcipan med kokossukkermelis til venstre, og med abrikoser til højre |
Vi starter med hjemmelavet marcipan - inspireret af frk.sveske gik jeg i gang med at lave et par nye versioner i sidste uge. Jeg har tidligere forsøgt mig med at søde med dadelpuré, og det fungerer fint - men jeg ville gerne prøve med henholdsvis kokossukker stødt til melis, og tørrede abrikoser.
Da vi var på Mallorca i oktober købte jeg 5 kg af de gode spanske mandler med hjem, og de var nemme at bruge til marcipanen, for de var nemlig allerede afskallede, og ikke saltede. I første marcipanproduktion brugte jeg mandler med skal, men jeg ville gerne have den lidt lysere denne gang.
Det blev den så reelt ikke, men det var i det mindste ikke skallernes skyld.
Jeg lavede som sagt to udgaver - en med kokossukker stødt til melis i en kaffekværn eller god blender, lidt koncentreret Stevia pulver og æggehvide. Og en med bløde blendede abrikoser, Stevia og æggehvide. Her vil jeg i øvrigt gerne lige slå et slag for at man køber økologiske tørrede abrikoser, da de ikke er bleget med svovl - de er mørke og ligner ikke abrikoser særlig meget, men der er ingen grund til at fylde sig med svovl bare for at få orange abrikoser.
Vel?
Godt så.
Mandlerne blev blendet af flere omgange, og de endte med at blive noget grovere til kokossukkerudgaven, så det er mildest talt en ret rustik marcipan der er kommet ud af det.
Men det kan jo også have sin charme.
Her er hvordan jeg gjorde.
Hjemmelavet marcipan med kokossukkermelis eller tørrede abrikoser, og lidt Stevia:
2x250 g
500 g mandler (jeg brugte som nævnt nogle der var afskallede, men hvis du selv vil gøre det, så skold mandlerne i vand der er bragt i kog, i ca. 5 minutter, og smut dem. Tør mandlerne i et rent viskestykke og rist dem i ovnen ved 150 grader i ca. 10 minutter så de er helt tørre)
Version 1:
![]() |
| Som man måske kan se, er versionen med kokossukker til højre lidt grovere i konsistens end den med abrikoser |
2½ spsk kokossukkermelis
to små scoops koncentreret Stevia pulver (svarende til feks. Stevia MaxSød)
Version 2:
1 spsk past. æggehvide
100 g tørrede bløde øko abrikoser, eller tørrede der er udblødt i varmt vand i et par timer
Kværn mandlerne fint i en blender, foodprocessor, kaffekværn eller lignende, men sørg for at stoppe inden det bliver til mandelsmør. Det kan man IKKE lave marcipan af! (Faktisk troede jeg en dag jeg havde opfundet den dybe tallerken (eller i hvert fald marcipanen der er lavet af 100% mandler) da jeg forsøgte at blande malede mandler med mandelsmør, for at se om det fik en marcipanagtig konsistens. Det gjorde det så ikke. Det blev lidt gummiagtigt og klistrende i munden, så det kan ikke anbefales - i hvert fald ikke til marcipan).
Del mandlerne i to lige store portioner, og ælt hver portion med æggehvide og sødning iht. ovenstående.
Juster evt. med lidt mere æggehvide eller nogle dråber vand, hvis marcipanen bliver for tør. Hvis den bliver for våd og du ikke har flere mandler, men du til gengæld har mandelmel stående (enten hjemmelavet eller den købte), så brug lidt af melet til at ælte marcipanen ud i.
Brug marcipanen med det samme til konfekt og kager, eller opbevar den på køl en uges tid (selvom æggehviderne er pasteuriserede, kan marcipanen nok ikke holde i evigheder), eller skær den i passende portioner og frys den ned.
Konklusion:
Ovenstående mængder af både kokossukker, abrikoser og stevia er i sagens natur kun vejledende, for det afhænger jo af hvor sød man gerne vil have sin marcipan.
Disse to varianter bliver ikke helt så søde som købeversionen, men når man har undværet almindeligt sukker i et stykke tid, så bliver smagsløgene altså mere fintfølende og behøver ikke nær så meget sødning (mine løg gør i hvert fald ikke). Men synes man der mangler noget sødt, så tilsætter man selvfølgelig bare noget mere.
Mht. selve smagen af de to udgaver, så minder kokossukker versionen nok mest om den almindelige, men den med abrikos smager altså også ganske fint, og den bliver lidt mere blød og lækker at arbejde med. Måske narrer man ikke nogen til at tro at det er købemarcipan de får serveret, men til gengæld giver det god samvittighed at vide at man ikke putter en masse hvidt sukker i hovedet.
Jeg fik fabrikeret lidt konfekt til lørdagens julefrokost da marcipanen var færdig, og det kommer der mere om en anden dag.
Skulle jeg lave marcipan igen, så ville jeg nok enten vælge kokossukkerudgaven, eller den med dadelpuré, da de smagsmæssigt er bedst - men jeg ville muligvis også overveje at prøve med Sweet Freedom siruppen, som indeholder færre kalorier end sukker, og har et lavere GI.
Før det kommer på tale er der stadig lige i omegnen af 3-400 gram marcipan der skal laves konfekt af.
Har du nogle gode bud på hvad jeg skal lave?
onsdag den 12. december 2012
Opskrift: Næsten rå chokolade brownie/konfekt med cashew-karameltopping
Jeg fik jo et par rå kage/snacks bøger i fødselsdagsgave for ikke så længe siden - de to som Caroline Fibæk har skrevet.
Det har knebet lidt med at få afprøvet opskrifterne, men for nogle uger siden fik jeg lavet en slags brownie, som efter min mening dog var mere konfektagtig end brownieagtig.
Derfor endte jeg også med at skære den ud i ret små stykker så oplevelsen ikke bliver for voldsom.
Jeg ændrede lidt på et par ting - lavede kun halv portion, brugte mandler i stedet for paranødder, tilsatte nogle af de tørrede morbær jeg købte i Tyskland, samt nogle tørrede blåbær - og så brugte jeg yacon pulver i toppingen i stedet for lucuma, som jeg ikke har (endnu).
Endelig lavede jeg lidt pynt (med inspiration fra Xenia som har brugt en opskrift i samme bog) af tørrede gojibær blendet med kokosmel.
Nogle af stykkerne blev fortæret med det samme - resten blev frosset ned i firkanter, og skal udgøre en del af konfekt-fadet til lørdagens julefrokost med Lækkermåsens søskende, som vi står for i år.
Der bliver også sat jordnøddefudge på bordet, sammen med diverse ting af hjemmelavet marcipan, som jeg så småt har haft gang i her til aften.
Det kommer der mere om en anden dag.
Næsten rå chokolade brownie/konfekt med cashew-karameltopping:
Brownie:
5 dl bløde (eller udblødte) dadler uden sten
1/2 dl kokosolie
1 dl kakaopulver
1 knivspids salt
1 dl grofthakkede mandler
1/2 dl grofthakkede tørrede morbær
1/2 dl tørrede hakkede blåbær
Karameltopping:
1 dl cashewnødder udblødt i vand i 2 timer
1/2 dl koldt vand
1 knivspids salt
1 spsk lecitingranulat
1 dl bløde (eller udblødte) dadler uden sten
1 spsk yaconpulver
1/2 tsk vaniljepulver
Pynt:
1 håndfuld tørrede gojibær
1 håndful revet kokos
Blend alle ingredienser til brownien til og med salt til dejen er jævn - bland mandler, morbær og blåbær i, og bred dejen ud i en firkantet form eller bradepande med bagepapir eller film i, så kagen er nemmere at få ud.
Stil den i køleskab eller fryser i nogle timer til den er helt stivnet.
Når cashewnødderne er udblødte, kasseres vandet og nødderne blendes med de øvrige ingredienser til toppingen i en god blender - cremen skal være helt jævn.
Når brownien er stivnet, tages den op af formen, toppingen bredes ud på, og der pyntes med en blanding af blendede gojibær og kokos.
Kagen skæres ud i passende små stykker - opbevares på køl eller fryses ned, og tages op kort før servering.
Konklusion:
Brownien er som skrevet ret tæt i konsistensen, så det er ikke en man spiser mange eller store stykker af - men den smager rigtig godt. De tørrede morbær giver en skøn karamelagtig smag, mandlerne giver bid, og karameltoppingen er overraskende god, og ikke særlig cashewagtig (som jeg ellers godt synes cashewnødder kan være når de bruges rå i kager og desserter).
I love it.
tirsdag den 4. december 2012
Opskrift: Jordnøddefudge / peanut fudge
Nu hvor jeg både har haft hjemmelavet kokosmælk, og kondenseret kokosmælk på programmet, så må jeg hellere få vist hvad jeg endte med at bruge noget af den kondenserede kokosmælk til.
Da jeg så Hannes fudge med jordnødder, efter Louisa Lorangs opskrift, vidste jeg at den måtte jeg prøve på et tidspunkt, uanset hvor meget sukker der så var i.
Efter at have fundet fremgangsmåden med kondenseret kokosmælk fik jeg imidlertid den idé at lave en low carb/næsten sukkerfri version med kondenseret kokosmælk i stedet for almindelig kondenseret mælk, og chokolade og sukker blev skiftet ud med kokossmør, carob/johannesbrødpulver og jordnøddemel (en fedtfattig type købt hos iHerb).
Jeg ændrede generelt lidt på mængderne også, og endte ud i følgende opskrift.
Jordnøddefudge/peanut fudge:
100 g kokossmør
150 g crunchy jordnøddesmør
300 g kondenseret kokosmælk
50 g grofthakkede saltede jordnødder
1 spsk carob/johannesbrød pulver
2 spsk jordnøddemel (eller evt. mere carob pulver)
Bland kokossmør, jordnøddesmør og kondenseret kokosmælk i en gryde og varm den forsigtigt op under omrøring til den er godt blandet sammen. Den får lidt konsistens som en vandbakkelsesdej - men den må ikke varmes for længe for så risikerer den at skille og separere olie fra (det skete her, så jeg måtte hælde lidt af olien fra).
Så snart blandingen er jævn tages den af varmen, og hakkede jordnødder blandes i, sammen med carob pulver og jordnøddemel. Smag evt. til med lidt sødemiddel efter smag hvis ikke du synes den er sød nok.
Hæld fudge massen i en firkantet form beklædt med bagepapir, eller i en silikoneform/små silikoneforme som fudgen nemt kan trykkes ud af.
Stil fudgen på køl i nogle timer til den er helt stivnet - hvis den er lavet i en firkantet form, kan den nu skæres i mindre stykker. Opbevar fudgen på køl i en uges tid, eller frys den ned til den skal bruges - den skal bare tø op i 5-10 minutter afhængig af størrelse, før den er til at bide i.
Konklusion:
Konsistens som rigtig fudge har den selvfølgelig ikke, og min version er selvsagt heller ikke så sød, eftersom der slet ikke er sødemidler i, men den har en mild naturlig sødme fra kokossmørret og carob pulveret, og konsistensen er egentlig overraskende god.
Den kan helt klart anbefales til både julens slikbord, og for den sags skyld resten af året også, så den bliver helt klart lavet igen.
Spørgsmålet er bare hvor længe denne portion i fryseren holder - der skulle gerne være nok til både søskendejulefrokosten om 1 1/2 uge, og måske juleaften.
Tror jeg mon selv på det?
fredag den 28. september 2012
Opskrift: Chokoladebidder med jordnødder og banan, og frosne bananskiver med chokolade

Udover fudgen som jeg havde med i byen sidste fredag, så blev der også produceret to andre slags hapsere - frosne bananskiver overtrukket med chokolade (meget populært i blogverdenen denne sommer, men det er altså først nu jeg er nået så langt), og små bidder med hjemmelavet chokolade lavet af kokosolie, kakao og sirup, med en mos af jordnøddesmør og banan i midten.
Bananskiverne behøver jeg vist ikke linke til - jeg aner ikke hvem der først fandt på denne idé, men den er så enkel at der næppe kan kræves patent på den.
De andre hapsere er fundet hos Chocolate Covered Katie.
Chokoladebidder med jordnødder og banan:
ca. 15-20 stk. afhængig af størrelsen på formene
Til chokoladen:
4 spsk smeltet kokosolie (med eller uden smag - jeg kan godt lide den milde kokossmag i chokoladen, så jeg brugte med smag)
5 spsk kakaopulver, gerne raw
1 spsk Sweet Freedom sirup, eller agavesirup eller evt. Sukrin melis/Stevia sødemiddel
2 scoops koncentreret Stevia pulver
Til fyldet:
1/2 banan
2 spsk jordnøddesmør
et lille nip salt
Rør kokosolie og kakaopulver sammen, og smag til med sirup/sødemiddel/Stevia.
Fordel halvdelen af chokoladen i små muffins/konfektforme med en lille teske i hver, eller brug en silikoneform med små huller, og stil formene i køleskabet i nogle minutter indtil chokoladen så småt begynder at stivne. Brug ikke større forme end at man kan spise et stykke i én mundfuld, da chokoladen hurtigt smelter hvis man holder for meget ved den.
Blend banan med jordnøddesmør og salt, og fordel fyldet med en lille klat i midten af hver form. Fordel resten af chokoladen i formene, så fyldet lukkes inde.
Stil formene i fryseren indtil chokoladen er helt stivnet. Hvis ikke de skal serveres med det samme, så poppes de ud af formene og opbevares i en lukket beholder i fryseren (så de ikke kommer til at smage af fryser) indtil et par minutter før serveringen. De kan sagtens spises direkte fra fryseren, og vil hurtigt blive for bløde og fedtede ved stuetemperatur.
Frosne bananskiver med chokolade:
banan i skiver
smeltet mørk chokolade min. 70% - smag evt. den smeltede chokolade til med kalorielavt sødemiddel hvis den er for mørk i smagen, og du gerne vil undgå for meget sukker i chokoladen. Du kan selvfølgelig også lave chokoladen selv ligesom ovenstående, hvis du gerne vil undgå sukker helt
Dyp bananskiverne i chokoladen og sæt dem i et lag på bagepapir på en tallerken eller i en plasticbøtte. Drys evt. med lidt frysetørret frugt/bær inden chokoladen stivner (jeg brugte kirsebærpulver).
Sæt bananstykkerne i fryseren til et par minutter før servering.
Konklusion:
Super lækre små hapsere - dem kan man godt blive forfalden til.
Gider man ikke lave chokoladen selv af kokosolie og kakao, kan man selvfølgelig bruge almindelig mørk smeltet chokolade til bidderne med jordnødder og banan, men denne hjemmelavede udgave af chokolade er altså lækker.
Det hele forsvandt som dug for solen.
Næste gang skal der laves MEGET mere.
søndag den 23. september 2012
Opskrift: Sund "fudge" med hasselnødder og kakao
I fredags besøgte vi min søster og svoger til aftensmad, og jeg havde lovet at tage salat med. Det blev til æble/porresalaten, da der både var æbler, porrer og creme fraiche der snart skulle udryddes - og så blev den suppleret op med finthakket spidskål. Det kunne den bestemt godt tåle, så det gør jeg igen næste gang.
Jeg kan i øvrigt kun på det kraftigste anbefale at prøve den salat.
Jeg havde taget en halvspontan fridag i fredags, så udover salaten bestemte jeg mig også til at lave lidt lækkerier til efter maden. Lækkermåsen var oppe og kørte på arbejde lidt over fem om morgenen - jeg var også vågen og syntes lige så godt jeg kunne stå op.
Hvor effektivt var det ikke lige.
Jeg endte faktisk med at være i køkkenet i noget der ligner 9-10 timer - jeg fik egentlig ikke produceret andet end salaten og så tre slags slik/konfekt (og mandelsmør, da det skulle bruges til noget af det). Men jeg hyggede mig - og det er vel det vigtigste på en fridag.
Her kommer den første slags "snoller", som jeg fandt opskriften på hos The Balanced Platter.
Det er en slags fudge fuld af hasselnødder, kokossmør, mandelsmør, dadler og andre gode sager, men intet tilsat sukker.
Har man problemer med dadler pga. det høje GI, så kunne man evt. erstatte dem med iblødsatte abrikoser, og så evt. tilsætte lidt sødemiddel hvis ikke fudgen bliver sød nok.
Her kommer opskriften, som jeg også lavede den - jeg lavede dog kun halv portion - næste gang laver jeg nok dobbelt.
Eller mere.
Sund fudge med hasselnødder og kakao:
ca. 40 små stykker
3 1/2 dl hasselnødder
1 1/4 dl kokossmør/creamed coconut
1 1/4 dl bløde dadler uden sten
2 spsk kakaopulver, gerne raw
1/2 dl mandelsmør
1/2 dl kokosolie, smeltet
1/4-1/2 dl vand
1/4 tsk fint uraffineret havsalt
evt. en knivspids Stevia koncentreret pulver, eller andet sødemiddel efter ønske
Start med at riste nødderne i ovnen ved 150 grader i ca. 15 minutter, til skallerne begynder at blive løse.
Hæld nødderne i et rent viskestykke og gnid så mange skaller af som muligt ved at gnide viskestykket mod nødderne (jeg havde i forvejen en pose med ristede og afskallede nødder i skabet, da jeg tidligere havde ristet en hel bradepande på én gang - det tager lidt tid at få skallerne af, men det er nemt når man så står og skal bruge lidt ristede nødder).
Når de fleste skaller er væk, hakkes nødderne groft med en kniv, eller med pulsfunktion i en foodprocessor. Læg derefter nødderne til side i en skål.
Hæld nu kokossmør, dadler, kakao, mandelsmør, kokosolie, vand og salt i foodprocessoren og kør til en jævn masse. Suppler evt. med en smule mere vand hvis massen er for tyk.
Når den er tilpas jævn hældes den over i skålen til nødderne, og det hele blandes godt sammen. Smag evt. til med sødemiddel, hvis det er nødvendigt - fudgen skal ikke være over-sød.
Hæld massen i en lille bradepande beklædt med bagepapir og spred den ud og tryk den godt sammen.
Lad den stivne på køl et par timer, før den tages op og skæres i firkanter.
Server fudgen kølig, så kokosolien ikke smelter.
Konklusion:
Hold da op - det var en uventet stor succes, både hos mig, hos Lækkermåsen og søster og svoger.
Konsistens som rigtig fudge har den selvfølgelig ikke, men det gør egentlig ikke så meget, for smagen er perfekt. De ristede nødder er supergode heri, og kokosolien er med til at give den perfekte konsistens.
Den bliver helt klart lavet igen - og igen og igen og.
mandag den 27. august 2012
Opskrift: Hjemmelavet marcipan med dadelsirup / dadelpuré
Efter at have lavet dadel"sirup" i går, skulle jeg jo have fundet noget at bruge den til.
Jeg stod ikke lige og skulle have lavet kager eller dessert, men tilfældigvis havde jeg en lille skål med kværnede mandler stående, som var i overskud fra produktionen af nogle pandekager.
Så opstod tanken om marcipan - kunne man mon lave det med kværnede mandler og dadelsirup?
Selvfølgelig kunne man det.
Jeg kan ikke påstå at have opfundet det selv, for andre har tænkt tanken før - jeg har dog ikke set at nogen har brugt færdig dadelpuré/dadelsirup, men i stedet hele dadler, og så væske eller æggehvide for at justere konsistensen.
Når man allerede har dadelsirup eller puré klar, så går det meget hurtigt at lave marcipanen.
Mandlerne kværnes og blandes godt med dadelsiruppen - justeres evt. med lidt mandelmel, og voilà, så er der marcipan.
Jeg valgte at bruge mandlerne hele, uden at smutte dem, og dermed bliver marcipanen selvfølgelig temmelig mørk. Om man vil smutte eller ej er nok en smagssag, samt måske et spørgsmål om hvor pæn man gerne vil have den - men skal den "bare" bruges til feks. konfekt, hvor der måske alligevel kommer chokolade udenpå, så vil jeg mene det nemmeste (og sundeste) er at beholde skallen på.
Man kan vel lave marcipanen 100% raw ved at bruge helt rå mandler, men pga. pollenallergi har jeg det ikke så godt med rå mandler, og derfor har jeg ristet dem i ovnen ved 150 grader i ca. 10 minutter. Så forsvinder de stoffer der giver kløende gane.
I øvrigt har jeg en gang smagt en økologisk fuldkornsmarcipan (jeg kan ikke huske hvem producenten var), og hvis du også havde smagt den, vil du muligvis sige at marcipan med mandelskal er en meget dårlig kombination. Den marcipan smagte nemlig decideret forfærdeligt - bitter og rigtig træls, på godt jysk.
Måske har jeg været uheldig med min portion, det ved jeg ikke - men denne hjemmelavede udgave slår den i hvert fald med mange længder.
Hjemmelavet marcipan:
100 g
75 g mandler
ca. 25 g hjemmelavet dadelsirup
evt. lidt fint mandelmel (hjemmelavet eller købeudgaven fra Funktionel Mad)
Kværn mandlerne helt fint i en kaffekværn eller en god foodprocessor, men uden det bliver til mandelsmør (stop inden mandelolien frigives).
Bland dadelsiruppen i lidt ad gangen til man har en fast marcipan der ikke klistrer for meget - juster evt. med lidt flere kværnede mandler, eller brug fint mandelmel (som også fungerer fint hvis det skal æltes på et bord).
Opbevar marcipanen på køl (har ikke testet endnu hvor længe den kan holde sig, men jeg vil tro den også kan fryses uden problemer).
Anvend marcipanen til konfekt, i desserter og kager - eller spis den som den er.
Konklusion:
Denne type marcipan bliver ikke så sød som rigtig marcipan (det kan justeres ved at lave dadelsiruppen med knap så meget vand eller koge den ind - eller evt. at bruge hele dadler, og justere med væske - eller at bruge lidt koncentreret Stevia pulver, hvis man ikke har problemer med det), men den smager rigtig godt - og selvom dadler indeholder meget frugtsukker, så er det trods alt en naturlig måde at få sukker på, i stedet for den raffinerede udgave.
Hvis man er meget følsom overfor tørret frugt med højt Glykæmisk Indeks, så kan man sikkert bruge agavesirup i stedet for dadler - og hvis man har et problem med agavesirup, så kan sukrin melis sikkert også bruges, men jeg tror ikke jeg vil bryde mig om den kolde fornemmelse den giver i munden, lige i marcipanen.
Uanset hvad, så har jeg fundet det som årets julekonfekt skal laves af.
![]() |
| Marcipan rullet i frysetørrede hindbær, brombær og jordbær |
Abonner på:
Opslag (Atom)
















