Viser opslag med etiketten pølser/spegepølse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pølser/spegepølse. Vis alle opslag

torsdag den 4. april 2013

Opskrift: Medisterpølse på mayo- og chilikål (Nemt & Hurtigt Vol. IV)


Til en julefrokost sidste år for Lækkermåsens søskende fik vi medisterpølse, og da jeg tror jeg havde købt i omegnen af 5 kilo blev der en del rester tilovers, som siden har ligget i fryseren og ventet på at der opstod en god ide de kunne blive brugt til.
I påsken syntes jeg tiden var kommet så der snart kan blive ryddet ud og lavet plads til ting til festen, og jeg lavede derfor en ovnret af halvdelen af pølsen - den blev dog ikke nogen ubetinget succes, så den vil ikke blive gengivet her, men der var stadig ca. 250 g pølse tilbage, som jeg både lørdag og søndag i påsken fortærrede på samme vis.
Nemlig oven på kål.

Efter at have fået döner kebab i Tyskland flere gange, har jeg været ret begejstret for noget der ligner den kålblanding de putter i brødene dernede, og vi har flere gange købt kebab kød i Løvbjerg, som jeg har serveret ovenpå en blanding af rødkål, spidskål, tomat, agurk og løg, blandet med en god mayonnaise og en stærk chilisauce - det minder en smule om det man får i en döner.

Men kålblandingen kan selvfølgelig også bruges til andet end kebab kød, og medisteren passer jo især godt til rødkålen, så derfor opstod ideen.
Jeg skar medisteren i skiver og spiste den lun den ene dag, og kold den næste - begge dele fungerer fint, og der er mad på bordet på næsten ingen tid, hvis pølsen allerede er stegt.

Medisterpølse på mayo- og chilikål:
1 person

ca. 125 g stegt medisterpølse (den var forkogt i 10 minutter med peberkorn og laurbær inden den blev frosset ned, og jeg kunne derfor nøjes med at pensle med lidt olie og stege den i ovnen ved 180 grader i ca. 40 minutter, vendt halvvejs i stegetiden)
ca. 100-150 g spidskål eller hvidkål
ca. 100-150 g rødkål
ca. 2-3 spsk god mayonnaise (Hellmanns, Heinz eller hjemmelavet - nok til at kålen bliver fedtet godt ind)
nogle dråber stærk chilisauce

Skær medister i skiver og lun den evt. i mikroen hvis den er kold. Skær kål i tynde strimler og bland godt med mayo og chilisauce. Arranger på en tallerken med medister øverst.
Et voilà - der er serveret.

Konklusion:

Det er jo næsten en overdrivelse at kalde det en opskrift, når man ikke har lavet medisterpølsen selv, men under all omstændigheder smager det godt, det er nemt og hurtigt, og køber man en god kvalitet medister (eller laver den selv), så er det jo sådan set også rimeligt sundt og mættende - der ryger mere kål ind end man lige skulle tro man kunne konsumere i rå tilstand.
Det er i hvert fald ikke sidste gang jeg spiser medister på den måde.

torsdag den 15. november 2012

Opskrift: Champignons og spegepølse i fløde og kål (Nemt & Hurtigt Vol. I)



Jer der også blogger, kender i det at man har alt for mange kladder liggende man aldrig får færdiggjort, fordi så mangler der lige lidt tekst, så skal der overføres billeder og de skal rettes til og gøres pænere og gøres ved, og så ender det med at man pludselig har 20+ indlæg liggende man aldrig får udgivet.
Fordi det hele nogle gange skal være lidt for perfekt. (Og de 20+ indlæg - det er kun på den her blog - på den anden er tallet nok nærmere 50).
(Og ja, jeg redigerer altså i mine billeder, især her i vintermånederne hvor der mangler dagslys).

Kender nogle af jer også det, at man tit ikke får vist det man laver på 10 minutter og som er meget simpelt, fordi det igen er lige som om et indlæg helst skal være lidt for perfekt?

Jeg kender det - og derfor har jeg nu taget den beslutning at jeg vil blive bedre til at vise de ting som måske ikke lige har de pæneste billeder, eller som egentlig ikke indeholder en decideret opskrift, men måske mere bare en fremgangsmåde eller inspiration.
Tit får jeg nemlig selv god inspiration fra andre blogs som er gode til den slags, så - i hvert fald for min egen skyld, lægger jeg nu ud med dagens aftensmad, som blev til efter et meget uinspireret kig ind i køleskabet, og var færdig på noget der ligner max. et kvarter.
Der var champignons der skulle udryddes - en rest god oksespegepølse som jeg tager op af fryseren i mindre portioner - et skvæt piskefløde som havde været åben en uges tid og som reelt kun kunne holde sig til den 8. men som viste sig stadig at smage fint (den blev dog suppleret op fra en ny karton) - og så noget hakket grønkål og hakket rosenkål som stod klar i bøtter så der var nem råkost, hvis det var at det var dét, man havde lyst til en dag.

Det blev til en gang mættende og egentlig ret velsmagende aftensmad.

Champignons og spegepølse i fløde og kål:
ca. 1-1 1/2 person (jeg kunne godt have spist hele portionen men havde heller ikke fået frokost i dag - det lykkedes mig at styre mig og levne ca. 1/3 til frokost i morgen)

250 g champignons i tern

salt
ca. 100 g god spegepølse, gerne af okse, i små tern (eller en god kvalitets grillpølse)
2 fed finthakket hvidløg
1 tsk tørret timian
3 dl fløde
et lille nip chipotle chili
2 håndfulde hakket frisk grønkål
2 håndfulde hakket frisk rosenkål

Varm en pande godt op og rist champignons med lidt salt til de begynder at brune - hvis der er nok varme på panden skal de helst ikke nå at smide så meget væske.
Når de er gyldne, tilsættes spegepølsen og den ristes med ved god varme til den ikke afgiver mere fedt (den jeg brugte er ret fedtfattig, så der kom næsten ingenting).
Skru lidt ned for varmen og svits hvidløg med et minuts tid uden at det bruner.
Tilsæt timian og fløde og kog fløden lidt ind - smag til med chipotle og evt. lidt mere salt, afhængig af hvor salt pølsen er.
Tilsæt grønkål og rosenkål og svits et par minutter til det hele er varmet igennem.
Server.

Konklusion:

Som skrevet - meget nem og hurtig mad som mætter godt, og selvom den indeholder temmelig meget fløde (man kunne nok også godt nøjes med lidt mindre mængde) så er der alligevel også pænt mange grøntsager i - og, selvfølgelig vigtigst af alt, meget få kulhydrater.
Grønkål og rosenkål kunne sagten erstattes af feks. blomkål og broccoli, eller spidskål eller hvidkål - eller hvad man nu har lyst til af grøntsager.
Sådan dér - det var første omgang af Nemt & Hurtigt.
(Og knapt så opstillede billeder).