Viser opslag med etiketten bagværk - kager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bagværk - kager. Vis alle opslag

lørdag den 6. april 2013

Opskrift: Rabarberkage


Facebook kan ikke bare være en tidsrøver uden lige (feks. har jeg mange gange fortrudt at jeg er begyndt at spille Candy Crush, men det er nu også meget hyggeligt), men også en stor inspirationskilde - det gælder især den low carb gruppe jeg er medlem af, for dem som har købt Tatjanas livsstilsguide. Der kommer uendelige mængder af inspiration til maden, og har man spørgsmål og brug for opmuntring, er der altid folk der er klar til at hjælpe.

Denne rabarberkage blev postet i gruppen - egentlig er det en helt almindelig kage med sukker og mel, som har været i Hjemmet i 1987, men nogle ville forsøge at gøre den low carb, og jeg fulgte med på ideen. Jeg mangler stadig kageideer til festen til sommer, og da vi har masser af rabarber i fryseren, ville det være oplagt at få nogle af dem brugt. Jeg har justeret lidt i mængderne og ingredienserne, og selvfølgelig udskiftet sukker og hvedemel med alternativer, og i påsken blev der så bagt en lille prøveudgave for at se om den kunne godkendes.
Det kunne den.

Rabarberkage:
2-3 personer i en tærteform på 20 cm i diameter

200 g rabarber i ca. 1 cm stykker (helst de rigtig røde rabarber, men hvis ikke de kan skaffes, så skal det være nye og tynde stilke, som ikke er blevet for træede i konsistens)
15 g sukrin gold

Dej:
50 g blødt smør
30 g sukrin gold
30 g kokossukkermelis
1 lille æg på ca. 45 gram (vægt uden skal)
20 g kokosfibre (det fine affedtede kokosmel - kan erstattes med det affedtede mandelmel fra Funktionel Mad, eller den hjemmelavede udgave af mandelmel)
50 g almindeligt revet kokosmel
1 knivspids bagepulver
2 håndfulde grofthakkede mandler

Smør en tærteform med kokosolie, eller brug sprayfedt.
Læg rabarberstykker i formen og drys med sukrin gold.
Pisk blødt smør og sukrin/kokossukker godt sammen, tilsæt ægget og pisk til det er blandet.
Bland kokosfibre med revet kokos og bagepulver, og bland det i dejen. Bred dejen ud over rabarberne så godt som det er muligt - dejen skulle gerne nogenlunde kunne dække frugten, men den bliver rimelig tyk pga. de væskesugende kokosfibre, så den kan godt være lidt tricky at sprede ud - det gøres nemmest med en smørekniv.
Bag kagen ved 180 grader almindelig varme i ca. 25-30 minutter - efter ca. 10 minutter drysses de hakkede mandler over kagen (de kan godt blive lidt for mørke hvis de kommer på fra starten).
Dejen bliver ikke sprød, og den virker meget blød når kagen stadig er varm, men den stivner dog en anelse når den er kølet af.

Server med græsk yoghurt rørt med lidt piskefløde, vaniljepulver og flydende stevia (det brugte jeg i dag) eller sukrin eller sirup, eller flødeskum, creme fraiche, eller en low carb vaniljeis.

Konklusion:

Rigtig lækker kage, som både smager sødt, syrligt og sommerligt - noget vi vist rigeligt har behov for i den tilsyneladende uendelige vinter.
Jeg synes ikke man kan smage det kolde fra sukrinen, men det er måske fordi jeg har brugt sukrin gold, og ikke den almindelige, som jeg er ved at gå lidt væk fra. Og så fordi der også er kokossukker i.
Afhængig af rabarbernes syrlighed skal der måske bruges en anelse mere sukrin (eller kokossukker) ovenpå dem, eller i selve dejen - men næste gang den bliver lavet (for det gør den helt sikkert igen, uanset om det bliver til festen eller en anden lejlighed), tror jeg at jeg vil prøve bare at blande rabarberne direkte i dejen, så man ikke behøver bøvle med at brede dejen ud over frugten. Al sukrinen kommer så bare i dejen, og så burde smagen blive den samme.

lørdag den 23. februar 2013

Opskrift: Pæretærte


Jeg har haft en hård dag i dag.
For det første har jeg stået op i køkkenet mere eller mindre fra kl. 8 i morges til det begyndte at blive mørkt, kun afbrudt af lidt tid foran computeren på kontoret, hentning af æg da jeg løb tør, og læsning af reklamer.
For det andet har jeg måttet smage på hele tre kager, som er blevet bagt som test inden de skal serveres for fremtidige gæster.
It's a tough job, but someone's gotta do it.

Vi lægger ud med en pærekage/pæretærte fra Tatjanas bog Low Carb Lækkerier - jeg har fået lov til at offentliggøre nogle enkelte opskrifter for at reklamere lidt for bogen (som jeg dog selv har købt og betalt, så ingen skjulte sponsorater der), men jeg har i øvrigt ændret en del på sammensætningen af ingredienserne, så det er ikke helt samme opskrift.
I øvrigt kan jeg kun anbefale at du køber bogen hvis du er til bagværk, desserter og kager low carb style. Jeg har ikke fået afprøvet så meget endnu, men det jeg har, har været en succes.

Nå men engang for ca. 1 1/2 år siden henkogte jeg en masse pærer vi fik fra naboen, og jeg havde stadig et par glas stående. De er henkogt i sukkerlage, og det er selvfølgelig ikke særlig low carb, men det meste af lagen bliver jo heldigvis liggende i glasset, og jeg skulle altså have ryddet ud i køleskabet. Man kan sagtens bruge friske pærer som ikke indeholder skyggen af tilsat sukker, bare de er en smule søde i sig selv.

Pæretærte:
1 tærteform på ca. 23 cm + en testmuffin

30 g koldpresset rapsolie
30 g smeltet kokosolie
1/2 dl sukrin gold
1/2 dl kokossukker
1/2 dl agavesirup
3 æg, gerne med stuetemperatur
1 dl græsk yoghurt
1 dl skyr
1 dl mandelmel (den fine affedtede type fra Funktionel Mad - jeg brugte dog halvt af den, og halvt af den hjemmelavede)
1 spsk FiberHusk
1 1/2 spsk stødt kanel
2 tsk bagepulver
4 pærer skåret i tern

Tænd ovnen på 180 grader almindelig varme.
Pisk rapsolie, kokosolie, sukrin, kokossukker, sirup og æg sammen i en skål, til det bliver en tyk æggesnaps. Pisk yoghurt og skyr i (grunden til jeg ikke tilsatte dette fra starten var at de var kolde fra køleskabet, og så risikerer man at kokosolien stivner, hvis ikke den er pisket ordentligt ud først).
Bland mandelmel, FiberHusk, kanel og bagepulver sammen, og rør det godt ud i æggesnapsen. Vend til sidst pærestykkerne i.
Smør en tærteform grundigt (jeg bruger sprayfedt, det er så dejlig nemt) og drys evt. med mandelmel - hæld dejen i formen og bag den midt i ovnen i ca. 30 minutter. Test med en kødnål i midten af kagen - når ikke der hænger dej ved, er den færdig.
Spis tærten med det samme mens den er lun, eller køl den af på en rist i formen (min faldt lidt sammen efter den kom ud af ovnen), og frys den evt. ned. Lunes igen i ovnen og serveres med vaniljeis, creme fraiche eller flødeskum.

Konklusion:

Jeg er stor fan af pæretærten fra de gode gamle Karoline bøger, men jeg vil næsten sige at jeg ikke savner den efter at have smagt denne tærte. Den er blød, lidt snasket og smager skønt af pærer, og det er ikke til at smage at der hverken er almindeligt sukker, mel eller smør i.

Tips til ingredienserne:
- Rapsolie og kokosolie kan udskiftes med smør, eller brug halvt smør halvt rapsolie - når man bruger halvt kokosolie kan man stort set ikke smage kokos, men jeg tror det bliver for meget kun at bruge kokos - medmindre man anvender den type der er uden smag. Bruger man kun rapsolie kunne jeg godt forestille mig den bliver lidt FOR snasket, da smør eller kokosolie jo stivner når det bliver koldt, og derfor er med til at gøre den en smule fast.
- Jeg har brugt sukrin gold og kokossukker for at undgå den kølige fornemmelse der kan opstå ved kun at bruge almindeligt sukrin, men er du ikke følsom overfor det, så kan ren sukrin også bruges, hvis du helt vil undgå kalorierne fra kokossukker (og den smule der er i sukrin gold).
- Udskift agavesirup med yaconsirup (som har lavere GI men er svært at få fat i), Sweet Freedom sirup (som er sundere end agave), honning eller ahornsirup - jeg ville normalt have brugt SF, men har stadig et par flasker agave i skabet som jeg er for nærig til at smide ud.
- Der skulle have været 4 æg i, men jeg løb tør midt i det hele, så i stedet for det sidste æg brugte jeg 1 dl skyr. Du kan også undlade den græske yoghurt og så bruge 3 æg og 2 dl skyr - eller ingen skyr og 2 dl yoghurt. Jeg synes ikke man mangler ægget, og man kan ikke smage det syrlige fra skyr/yoghurt.
- Jeg brugte som nævnt halvt af mit hjemmelavede mandelmel og halvt af det fra Funktionel Mad. I en dej der skal være snasket som denne, tror jeg godt man kunne bruge 100% hjemmelavet, da det ikke er så vigtigt hvor meget den suger. Evt. kunne man bruge lidt mere FiberHusk hvis den ser for tynd ud.
- Endelig kunne man lave det til en æbletærte bare ved at bruge æbler i stedet for pærer (kanelsmagen passer jo fint til æbler også) - en rabarbertærte ved at udskifte pærer med rabarber og kanel med feks. vanilje og lakrids for at gøre den rigtig fræk - eller måske en bærtærte med blåbær, hindbær, brombær eller jordbær, igen uden kanel men måske med et ordentlig skud vanilje.

Det er i hvert ikke sidste gang jeg laver denne tærte - i en eller anden form.

tirsdag den 12. februar 2013

Opskrift: 3 slags flødecreme til Oopsie fastelavnsbollerne - hindbær, vanilje og chokolade med appelsin


Nu er fastelavn jo sådan set overstået, så det havde nok været på sin plads at jeg havde fået postet disse opskrifter inden weekenden. Men så ligger de her da til næste år, om ikke andet.
Og hvem ved om der er nogen der stadig kunne finde på at lave en fastelavnsbolle eller to.

Efter at have opdaget oopsiens mulighed som brød-indslaget i fastelavnsbollen, så måtte den jo laves igen i selve weekenden, denne gang med rigtigt fyld (ikke sådan noget morgenmads-halløj som skyr).

Jeg var nok rimelig traditionel i mine valg, og bestemte mig for en vaniljecreme, en hindbærcreme og en chokoladecreme. Alle tre med flødeskum i.
De skulle selvfølgelig alle tre ikke være for søde, og kravet var nul almindelig sukker og mel.

Hindbærcremen kom ganske enkelt til at bestå af frosne øko hindbær kogt ind med vand og blandet med flødeskum. Vaniljecremen blev til med udgangspunkt i min almindelige opskrift på vaniljecreme til fastelavnsboller, hvor sukker blev erstattet af sukrin, kokossukkermelis og et skvæt sirup, mælk blev erstattet af fløde blandet op med vand (når man fortynder piskefløde på denne måde, så stiger fedtindholdet selvfølgelig i forhold til hvis man bruger mælk, men til gengæld falder kulhydratindholdet betragteligt) og maizenajævning blev erstattet med kokosfibre.
Endelig var der chokoladecremen, som var flødeskum blandet med kakaopulver, sirup og meget koncentreret appelsinolie (noget jeg har købt i Holland sammen med Americolor pastafarve).

Min muffintop form er ikke just slip-let længere
Vi havde inviteret en af enkenaboerne over til en kage lørdag eftermiddag, og det var egentlig meningen jeg ville have lavet 3 små kager til os hver, så vi kunne få en med hver smag.
Men jeg havde åbenbart lagt min hjerne i en skuffe den dag, for jeg regnede forkert jeg ved ikke hvor mange gange, og fik kun lavet små oopsie bunde  nok til 6 stk., og der skulle have været 12. Så var der heldigvis lidt større bunde der kunne bruges også, men resultatet blev altså at fyldet blev blandet lidt i nogle af kagerne, og det var ikke helt meningen.

Nå men opskrifterne på fyldet kommer her - så kan du jo selv finde ud af hvordan du vil blande dem. Eller ikke.
Men det lykkedes da at få dem alle ud uden større skader
(Jeg lavede dobbelt portion oopsie i forhold til denne opskrift, og lavede 12 små bunde i en muffintop form, og resten som klatter på bagepapir).

Flødeskum til hele herligheden:

2½ dl fløde pisket til blødt skum

Hindbærcreme:
ca. 1 1/2 dl - nok til ca. 4-6 små kager

100 g frosne øko hindbær
ca. 1 spsk vand
Og bunden skulle alligevel skjules af creme
her kan så tilsættes en smule sødning (jeg brugte et par dråber flydende Stevia) - eller man kan vente til hindbærmosen tilsættes flødeskummet og smage til
1 dl flødeskum

Hindbær koges op med vand og simrer løs til det meste af vandet er fordampet, og der er en rimelig fast hindbærmos tilbage. Den køles helt af i køleskab, og vendes med flødeskummet. Smages evt. til med lidt sødning, men jeg synes ikke det var nødvendigt, udover de få dråber Stevia.

Vaniljecreme:
ca. 2 1/2 dl - nok til ca. 6-8 små kager

Cremen fyldes i husholdningsfilm, og derefter i en
sprøjtepose - ret smart trick hvis man vil undgå at gøre
poserne rene. Dog fungerer det bedre i en rigtig "stof" sprøjtepose
1 æggeblomme (eller 1/2 helt æg)
1/2 spsk sukrin
1/4 spsk kokossukkermelis
3/4 dl fløde-mælk lavet af 1 spsk piskefløde og 1/2 dl+2 tsk vand
korn af 1 stang vanilje eller 1 tsk vaniljepulver
1/2-1 spsk kokosfibre (eller affedtet mandelmel)
evt. 1/2 spsk Sweet Freedom sirup (eller agave, eller ahorn, eller anden sødning der ikke knaser)
1 1/2 dl flødeskum

Pisk æg, sødning, fløde-mælk og vanilje sammen i en gryde og bring cremen i kog ved medium varme. Kog den igennem et par minutter og sigt kokosfibre ned i - pisk godt igennem til cremen begynder at tykne. Smag evt. til med sirup.
Køl cremen helt af i køleskab og vend den med flødeskummet.

Chokoladecreme med appelsinsmag:
ca. 1 1/2 dl - nok til ca. 4-6 små kager

Og så er der kager.
ca. 1½ dl flødeskum
2 tsk kakaopulver
2 tsk Sweet Freedom sirup (eller agave, eller ahorn, eller anden sødning der ikke knaser)
et par dråber koncentreret appelsinolie eller evt. lidt fintrevet usprøjtet appelsinskal

Flødeskum piskes forsigtigt sammen med kakaopulver (hvis fløden bliver for stiv tilsættes evt. lidt mere fløde der vendes forsigtigt i), og sirup og olie/appelsinskal røres i.

Alle cremerne sprøjtes ud med tyl på en kagebund, ikke helt ud til kanten, og toppen presses forsigtigt ned på. Der pyntes med en ekstra klat creme på toppen, hvis ikke man vil bruge glasur.
Jeg puttede desuden lidt sukkerkugler på - bare for at få dem brugt.

Konklusion:

Hindbærcreme: Syrlig og frisk, og helt perfekt til fastelavnsboller. Det er ikke nødvendigt med ret meget sødning i denne creme, synes jeg.
Vaniljecreme: En anden gang vil jeg nok undlade sukrinen, og kun bruge kokossukkermelis og sirup. Jeg synes sukrinen giver en lidt kunstig smag i denne creme, selvom det dog hjalp da flødeskummet blev blandet i. Kokosfibrene giver en lidt grynet konsistens, som igen blev afhjulpet af fløden, men hvis cremen skal bruges i mere "ren" udgave, vil jeg nok overveje at bruge maizena igen, og leve med de ekstra kulhydrater. Skal den bruges mere som vaniljesauce er jævningen ikke nødvendig.
Chokoladecreme: Appelsinolien gav en god kontrast til kakaosmagen og var også ret lækker.
Alt i alt - udmærket forsøg med fastelavns-fyld - min favorit var nok hindbærcremen. Lækkermåsen syntes bedst om vaniljecremen (måske fordi han fik en blanding af hindbær og chokolade, og den fungerede åbenbart ikke så godt) - og naboen var mest til chokoladen.
Godt jeg lavede tre slags, så der var lidt for enhver smag.



lørdag den 19. januar 2013

Opskrift: Oopsie fastelavnsboller


Nu er det snart februar, og dermed fastelavn - og så skal der jo fastelavnsboller på bordet.
Man kan godt lave nogle fornuftige boller med creme, hvor fedtandelen er skåret ned, men det hjælper jo ikke i low carb verdenen, hvor der skal skrues op for fedtet, og ned for korn og sukker.

Jeg har været rundt om flere muligheder - kigget på Madbanditten som har brugt de norske lusekatter fra Fristende Lavkarbo med fyld imellem (jeg har bagt bollerne og synes de er rigtig gode - som boller, men som fastelavnsboller er de altså ikke lige det helt rigtige - der skal noget mere let og luftigt til, hvis det er butterdej- eller vandbakkelse-modellen man er ude efter at efterligne), forsøgt at finde en opskrift på vandbakkelse uden mel (nemmere sagt end gjort da der skal en masse underligt i) og så lidt opgivet igen. Normalt laver jeg disse som er fyldt med mel og sukker, og de er rigtig gode, men svære at lave en low carb version af.

Men - så lavede Xenia oopsies. Ikke fordi der er noget nyt i dem. De er ret udbredte i low carb kredse, men jeg havde ikke selv fået dem prøvet endnu. Men da jeg så Xenias billeder af noget der lignede flade men alligevel luftige vandbakkelser, så opstod idéen fordi jeg allerede var i vandbakkelse-tanken - hvis nu man lavede dem højere ved at hælde dejen i muffinsforme, så de hæver mere opad, kunne man mon så få noget der lignede en vandbakkelse ud af det, som kunne fyldes med creme og flødeskum?
Flere steder har jeg læst at folk synes ooopsies (lige nok o'er dér) minder for meget om vandbakkelser, når de skal bruges til noget med kød, men det var jo netop det jeg gik efter, så det måtte prøves.
Det jeg var mest spændt på var om de ville hæve og blive luftige nok til at der kan fyldes noget i bollen, uden at det bare splatter ud over det hele når man lukker den sammen - og om de ville blive for salte i smagen pga. flødeosten, som til tider godt kan være ret salt.

Jeg kom på tanken i går eftermiddags, og kunne nærmest ikke vente med at prøve - men jeg måtte pænt vente til tidligt i morges før der var tid til at gøre forsøget. Jeg fulgte opskriften hos Xenia, men kom lidt ekstra bagepulver i og lidt mindre salt, og så puttede jeg sødning i for at overdøve den saltsmag der formodentlig ville komme fra flødeosten - jeg valgte at bruge den nye Sukrin Gold, men det kunne lige så godt have været almindelig Sukrin, Sukrin+ eller ren Stevia i passende mængde.
Endelig kom der lidt kakaopulver i også for at gøre dem lidt mørkere i farven og give lidt ekstra smag.

Her er hvordan det gik.

Oopsie fastelavnsboller:
ca. 6-8 bunde

3 æg
100 g fuldfed flødeost (jeg bruger som sædvanligt den billige fra Lidl)
1/8 tsk salt
3 spsk Sukrin Gold (eller tilsvarende anden sødning)
evt. 1-2 tsk kakaopulver
1½ tsk bagepulver
1 spsk FiberHusk

Tænd for ovnen på 130 grader varmluft og gør en bageplade klar med bagepapir eller en silikonemåtte, som smøres/sprayes med lidt fedtstof.
Del æggene i hvider og blommer i hver sin skål, og pisk æggehviderne stive med salt for sig selv (husk at både skål og pisker til æggehviderne skal være helt rene og fedtfrie, og der må ikke være en dråbe blomme i, ellers kan de ikke piskes stive).
Pisk imens flødeosten ud i æggeblommerne med håndmixer til alle klumper er væk, pisk sødemiddel i sammen med evt. kakao, og pisk til sidst FiberHusk i sammen med bagepulver. Bland nu forsigtigt de stive æggehvider i æggeblommerne og vend dem rundt til dejen lige netop er blandet, men uden at al luften piftes ud af æggehviderne - der må godt være lidt hvide "klumper" af æggehvide synlige.
Fordel dejen i klatter på bagepladen og bred dem evt. lidt ud - de hæver ikke helt vildt op men flyder lidt ud, så lav god plads imellem.
Bag klatterne i den varme ovn i ca. 25-30 minutter alt efter størrelse - de skal blive en smule gyldne og selvfølgelig være gennembagte, men de skal ud inden de begynder at blive sprøde.
Lad dem køle af på en rist og gem dem derefter i en pose, kagedåse, eller frys dem ned med madpapir imellem og tag dem op efter behov.

Konklusion:

Som den opmærksomme læser vil have opdaget, så skrev jeg noget i starten om at fylde dejen i muffinsforme for at få dem til at hæve opad - men jeg skriver ikke noget om muffinsforme i fremgangsmåden.
En omvendt oopsie nederst i billedet -
halvdelen af bunden ligger tilbage i
papirsformen øverst til højre
Det er der selvfølgelig en grund til.
Altså udover at jeg kunne have været glemsom.
Jeg fyldte 4 papirsforme med dej og lavede 5 klatter af resten, og det med muffins-papirsformene blev altså ikke nogen succes. For det første var papiret for svært at få af, og de færdige oopsies fik en lidt for snasket konsistens, men klappede samtidig lidt sammen efter bøvlet med at få dem ud. Så det var ikke rigtig muligt at dele dem og putte creme/fyld i.
Til gengæld er smagen af de flade oopsies rigtig god - luftig og let sød, uden overhovedet at smage af æg eller flødeost. De er ikke helt vandbakkelses-agtige i smag eller konsistens, men de minder tilpas meget om, til at de kan gå an som fastelavnsboller.
Løsningen bliver derfor at lave fastelavnsboller af to flade bunde, med creme/fyld imellem. Hvis man gerne vil have dem lidt mere jævne i facon, kunne man vælge at udstikke helt runde stykker af de færdige oopsies, og så hakke det overskydende og putte i fyldet (man er jo med i Stop Spild af Mad).
Denne gang lavede jeg en hurtig version af en fastelavnsbolle-look-alike af to rustikke bunde (som jeg nok bare vil gøre en anelse mindre i omkreds næste gang, og så igen bruge dem som de er) med noget snydefyld imellem (morgenmads-skyr med hindbær i stedet for blåbær) så man kan få en idé om hvordan det vil se ud. Så kunne jeg også med lidt bedre samvittighed spise en til morgenmad.
Den blev pyntet med lidt sigtet hjemmemalet Sukrin melis og en ekstra klat skyr.
Når det bliver fastelavn vil jeg selvfølgelig lave dem med rigtig vaniljecreme uden sukker, blandet med flødeskum.
Glæder mig allerede.


onsdag den 19. september 2012

Opskrift: Kikærtebrownies/blondies


For et par uger siden holdt vi fælles fødselsdag for familien en lørdag formiddag til boller, rugbrød, pålæg og kage, og om aftenen fik vi besøg af venner til spisning.
Da der nu skulle laves kage til om formiddagen, så var det nærliggende at byde på samme kage til dessert om aftenen, så der kunne slås to fluer med ét smæk (apropos - jeg slog rent faktisk to fluer ihjel med ét smæk med en fluesmækker den weekend - I kid you not).

Spørgsmålet var bare hvilken type kage det skulle være.

Det var i hvert fald helt sikkert at det skulle være en sund/low carb kage, da både familie og venneparret inkluderer personer med diabetes - jeg var omkring muffins-genren, og havde faktisk testbagt et par opskrifter i ugerne op til (bla. den hvor jeg kagede totalt i indlægget og fik det slettet igen). Men da det kom til stykket var det nemmere med en bradepandekage.

For et års tid siden lavede jeg en slags blondies med kikærter til Secret Recipe Club - oprindeligt en opskrift fra Chocolate Covered Katie, som har et hav af gode opskrifter på sunde desserter og kager.
Blondien var godt nok ikke så blond igen pga. den mørke type kikærter jeg brugte, men opskriften var god, og passede lige til denne anledning.

Nu følger jeg jo ikke slavisk tanken om stenalderkost, for hvis jeg gjorde det var bælgfrugter også forbudt. De indeholder da også en del kulhydrater, men det er af den langsommere optagelige slags end hvedemel (kikærter har et glykæmisk indeks på ca. 30, hvor hvidt hvedemel er på ca. 85), og kikærter indeholder også en del protein og kostfibre - og det er der altså ingen der får mig til at tro er dårligt.
Kagen er dermed ikke decideret low carb, og den indeholder også sukker - men det er palme/kokossukker udgaven, som har et lavt GI i forhold til hvidt raffineret sukker.
Der er også chokolade i kagen - både mørk og hvid i dagens fødselsdagsanledning, men det kan man jo sagtens udelade hvis man gerne vil undgå almindeligt sukker helt. Evt. tilføje kakaopulver så det bliver en mere mørk brownie, og så lidt ekstra palmesukker.

Jeg lavede i øvrigt lidt flere rettelser i forhold til min sidste udgave (undlod bla. æblemos og banan for at gøre den knap så snasket) og endte ud med følgende opskrift.

Kikærtebrownies/blondies:
ca. 25 stykker

500 g kogte kikærter. Hvis du selv koger kikærterne, så sæt en hel pose i blød og kog dem alle, og smid de overskydende i fryseren - så har du nem adgang til humus eller kage en anden gang. De fordobles i øvrigt ca. i vægt når de koges, så regn med ca. 250 g rå vægt
180 g palmesukker/kokossukker
1/2 tsk fint salt
4 tsk vaniljeekstrakt
8 spsk kværnede hørfrø (ca. 80 gram)
8 spsk cremet jordnøddesmør
1 - 1 1/2 dl mørke chokoladeknapper (gerne minimum 70%)
1 - 1 1/2 dl hvide chokoladeknapper

1/4 tsk natron
1 1/2 tsk bagepulver


Varm ovnen op til 180 grader.
Kør alle ingredienser til og med jordnøddesmør i en foodprocessor til blandingen er helt jævn og cremet (jeg har ikke nogen rigtig foodprocessor, så jeg brugte Vitamix blenderen, og den kom altså på arbejde - jeg måtte bruge lidt mandelmælk for at den kunne få helt fat, men en foodprocessor vil nok kunne gøre det uden).
Hæld blandingen i en skål og vend chokoladeknapper i - bland til sidst natron og bagepulver i til det netop er blandet sammen.
Hæld dejen i en smurt og mandelmelsdrysset bradepande eller ovnfast fad, og bag kagen i ca. 30 minutter. Tjek med en kødnål om den er nok i midten - hænger der dej ved skal den have lidt mere.
Dæk den evt. med staniol hvis den begynder at se lidt mørk ud.
Tag kagen ud og lade den køle helt af i formen. Skør den ud i firkanter og server.
(Skær evt. kanterne til så firkanterne bliver pænt jævne - det er glimrende at teste smagen på kanterne, i bedste Stop Spild af Mad stil - men husk i øvrigt også at det er ufarligt at smage på den rå dej, da der ingen æg er i).

Konklusion:

Der var mange af gæsterne der var overraskede over at grundingrediensen i denne kage var kikærter, og man ville aldrig gætte det ud fra smagen alene.
Denne version af kagen bliver lidt mere fast i det end den første jeg lavede, hvor banan og æblemos gjorde den temmelig snasket - men den er stadig rigtig god, og man føler man kan spise den med god samvittighed. Også selvom der serveres is og frugt til.
Næste gang vil jeg prøve med kakaopulver i dejen i stedet for sammen med mørke chokoladeknapper.
Det kan den umuligt tage skade af.

lørdag den 25. august 2012

Opskrift: Mandelkage og vegansk chokolademousse


Om ikke så længe skal der inviteres gæster ad flere omgange hvor der også skal serveres kage, og planen er at gå low carb vejen, også til dem der endnu ikke helt er klar over at det er blevet standard her i huset.

For at være sikker på at kunne servere et nogenlunde spiseligt resultat, så er jeg begyndt at kigge efter opskrifter så jeg kan lave en lille testkage til os selv, inden gæsterne kommer og dømmer - og den anden aften lavede jeg derfor en mandelkage med en chokolademousse som top.

Mandelkagen har jeg lavet mange gange før, i den almindelige version med sukker (opskrift kan ses her, hvis det har interesse) - det er egentlig en opskrift der er baseret på nødder, som vi har fået i min familie i mange år, men til vores bryllup for 8 år siden, hvor jeg selv lavede dessertkagerne, lavede jeg også en udgave med smuttede mandler. Da de hakkes meget fint bliver smagen næsten marcipanagtig, og selvom nøddekagen absolut også er god, så er jeg også rigtig glad for mandelversionen.

Udover mandler eller nødder er der kun piskede æggehvider, sukker og bagepulver i kagen - sukkeret skulle selvfølgelig erstattes med noget andet, og jeg valgte at bruge sukrin. Jeg brugte en anelse mindre end der skal bruges sukker, selvom sukrin også søder en smule mindre end sukker - men jeg ville være sikker på den ikke blev for sød - mandlerne har en vis sødme i sig selv i modsætning til nødder, så hellere for lidt end for meget sukkererstatning.

Hviderne jeg brugte havde været en tur i fryseren, og pga. tidsnød var jeg nød til at tø dem op i mikroen - hvilket resulterede i lidt stift æggehvide i bunden af plasticbeholderen. Det var heller ikke muligt at piske dem helt stive, men jeg brugte dem alligevel, og det blev egentlig bedre end jeg havde frygtet.

Moussen kunne sagtens have været den baseret på hytteost, men en kommentar fra Hottie von Dottie om vegansk mousse baseret på avocado, gav mig lyst til at prøve den i stedet. Avocado indeholder trods alt også mere sundt fedt end hytteost og fløde.
Det er ret simpelt - avocado, kakaopulver og agavenektar moses/blendes, evt. suppleret med vaniljeekstrakt - et voilà!

Portionen af kagedej passede lige til to små runde alu-muffinsforme (de kunne nemlig klippes i stykker, så jeg var sikker på at kunne få dejen ud - da der ingen fedtstof er i, kan den godt have en tendens til at sætte sig fast i formen, hvis man ikke smører MEGET godt) - men opskriften kommer med udgangspunkt i en almindelig randformsstørrelse, og med muffinsstørrelsen ved siden af.
Så kan du selv vurdere hvor meget du tør lave.

Mandelkage:
Formene er fedtet ind og drysset med mandelmel
ca. 6 (2) personer

150 (50) g mandler
120 (40) g Sukrin (eller anden form for sukkererstatning, men da jeg ikke har prøvet andet endnu, kan jeg ikke garantere for resultatet)
3/4 (1/4) tsk bagepulver
4 (1 1/2) æggehvider

Mandlerne skoldes og smuttes (giver en pænere og lysere kage - hvis man beholder skallen på, kan den nemt komme til at smage en smule brændt), afkøles og males helt fint i blender eller foodprocessor.
Mandlerne blandes med Sukrin og bagepulver.
Æggehviderne piskes helt stive i en anden skål, og vendes forsigtigt ned i mandlerne (ikke omvendt! Spørg mig ikke hvorfor, men ifølge opskriften jeg fik fra min mor for mange år siden, så er det en vigtig detalje).
Smør en randform (eller to muffinsforme) godt med smør eller sprayfedt (og jeg mener virkelig godt!), drys med fint mandelmel eller kokosmel, og hæld dejen i. Alternativt beklædes en randform eller springform med bagepapir, der også smøres godt.
Varm ovnen op til 200 grader almindelig varme, og bag kagen på næstnederste rille i ca. 45 minutter ved en hel kage, eller ca. 20-30 minutter ved muffinsstørrelse - tjek med en kødnål om kagen er nok - hvis der ikke hænger dej ved, er den færdig.
Lad kagen stå i formen og køle lidt af, inden den løsnes fra formen og vendes ud på en bagerist, hvor den køler helt af.
Serveres med chokolademousse, flødeskum, frugt/bær og/eller is.

Vegansk chokolademousse:
2-4 personer

1/2 stor moden avocado
2 spsk god usødet kakaopulver (gerne raw)
ca. 2 spsk agavenektar
1/2 tsk vaniljeekstrakt

Blend (eller mos meget grundigt med en gaffel) avocado med kakao, agave og vanilje til moussen er helt jævn og uden grønne klumper. Smag til om der evt. skal mere kakao og agave i for at overdøve avocadosmagen.

Jeg valgte at blande ca. samme mængde flødeskum i moussen, før jeg pyntede mandelkagerne med den - men så er den ikke vegansk længere.

Konklusion:

Indrømmet - kagen smager ikke helt lige som udgaven med sukker, men det ville vel også være underligt. Den har nok en anelse af den kolde smag som er typisk for sukrinen, og desuden blev den lidt løs og smuldrende i konsistens - men smagen var alligevel bedre end jeg havde turdet håbe.
Lækkermåsen var overraskende positiv, og var meget begejstret for både kage og mousse.
Næste gang håber jeg at ordentligt piskede æggehvider (som ikke har været onduleret i mikroen først) kan afhjælpe den løse konsistens, og jeg vil nok også overveje at putte lidt mindre sukrin i - evt. bruge sukrin+ hvor mængden kan nedsættes noget fordi der også er Stevia i - sødmen fejler i hvert fald ingenting.
Måske jeg også vil overveje at bruge hele æg, for at se om det binder mandlerne bedre.
Moussen blev overraskende god - den skal lige smages ordentligt til hvis man vil have kamufleret avocadosmagen helt, men så er der garanteret heller ingen der kan gætte at den er lavet på en grøntsag (eller er det egentlig en frugt?)
Chokolademoussen blandet med flødeskum kan sagtens gå hen og blive løsningen, hvis jeg skal bruge en chokoladecreme i en lagkage (som jeg stadig mangler en bund til - kunne dog godt ende med at det blev en raw version med nødder og dadler).



søndag den 15. juli 2012

Opskrift: Cheesecake / ostelagkage med jordbær/rabarberkompot, blåbærgelé og bund af kammerjunkere



Torsdag aften havde vi besøg af mine forældre så de kunne se vores nye overdækkede terrasse - og ikke mindst være med til at spise derude. Vi sidder derude næsten hver dag i øjeblikket, uanset om det regner eller ikke, og det er skønt med 25 ekstra m2 som kan bruges som spise"stue".


Menuen til den aften blev en sous vide-tilberedt oksecuvette (varmet i ca. et døgn ved 56 grader - den blev desværre ikke den store succes efter vores mening, og det er nok sidste gang vi forsøger os med cuvette - det er bare ikke lige den rigtige udskæring til os) og en tabbouleh som der kommer mere om senere - men først vil jeg vise disse lækre små ostekager, som blev til med kammerjunkerne fra sidste uge.
Jeg har tidligere lavet en islagkage med bund af fuldkornskammerjunkere (den farlige slags med sukker osv. i - du kan se den her) og det fungerede rigtig godt, så det måtte prøves om det også kunne fungere til ostekage, med kammerjunkerne uden mel og sukker.


Jeg lurede lidt på flere opskrifter og endte ud med min egen version af en bagt ostekage - bunden lavet af kammerjunkerne, mørk chokolade fra Valrhona, smør og kokosolie - fyldet lavet af flødeost, æg, creme fraiche og jordbær/rabarberkompot, og en top af blåbærgelé - pyntet med nogle af ribsene vi fik foræret sidste weekend.


Egentlig ville jeg have lavet én stor kage, men endte i stedet ud med at få brugt disse serveringsringe til at lave portionsanretninger.
Der var et par småting der gik galt undervejs, men i får opskriften og fremgangsmåden som den burde være lavet - og som den bliver lavet næste gang, hvis den bliver lavet igen.
Det er jeg nu ret sikker på den gør.
I hvert fald noget lignende.


Cheesecake / ostelagkage med jordbær/rabarberkompot, blåbærgelé og bund af kammerjunkere:
5 personer


Bund:

ca. 150 g kammerjunkere (hvis du ikke vil lave low carb versionen, så brug feks. fuldkornsversionen af kammerjunkere fra Kelsen, eller ganske almindelige kammerjunkere)
70 g mørk chokolade (jeg brugte Valrhona Guanaja)
2 spsk blødt smør
1 spsk kokosolie

Varm ovnen op til 200 grader.
Alle ingredienser blendes/samles i minihakker eller foodprocessor.
Smør 4 eller 5 ramekiner eller serveringsringe godt med smør og sæt alle forme/ringe på en stor ovnfast tallerken eller fad. Fordel derefter dejen i formene og pres den ud i bunden med en ske eller enden af en trægrydeske så den er jævn.
Bag bundene i 10 minutter og tag dem ud af ovnen. (Der vil smelte smør fra under bagningen, men det betyder ikke det store - bare sørg for at have en tallerken under, hvis du bruger serveringsringene uden bund).

Fyld:

200 g fuldfed flødeost (jeg bruger den billige fra Lidl)
4 spsk jordbær/rabarberkompot
2 spsk sukrin melis
1 tsk vaniljesukrin
1 tsk vaniljeekstrakt
1 æg
125 g creme fraiche (jeg brugte en 15% fra Lidl, men brug gerne en 18% hvis du ikke kan finde 15% - jeg vil dog ikke afvise at 6 eller 9% også kan bruges, men det er ikke afprøvet)
1/2 tsk citronsaft

Sænk ovntemperaturen til 190 grader.
Pisk osten godt med kompot, 2xsukrin og vaniljeekstrakt. Tilsæt ægget og pisk det godt ud inden creme fraiche og citronsaft tilsættes og piskes med.
Smag evt. om der skal mere sukrin i (medmindre du ikke er glad for at smage på noget med rå æg i).
Fordel fyldet ovenpå de let afkølede bunde og sæt formene i ovnen igen i ca. 10 minutter.
Sænk temperaturen til 150 grader og bag kagerne i endnu 10 minutter - hold øje med om de begynder at blive mørke - læg evt. staniol over.
Efter endt bagning tages kagerne ud af ovnen og køler af i formene - det er vigtigt at de ikke tages ud af formene endnu, da geléen først skal hældes på og stivne.

Blåbærgelé:

2 dl ægte blåbær fra frost, eller friske hvis du kan få fat i dem
2 dl vand
ca. 1 spsk sukrin
ca. 1 spsk gelatinepulver (jeg bruger noget købt i Metro, men hvis det er ligesom dette fra Dr Ötker, så svarer 1 tsk til 2 blade husblas,  hvis du hellere vil bruge det)
ca. 3 spsk vand


Blåbær og vand koges op i ca. 15 minutter til bærene begynder at koge ud. Pres saften gennem en sigte hvis du gerne vil have geléen nogenlunde jævn. Det giver ca. 1 1/4 dl saft.
Mens saften stadig er lun, opløses gelatinepulver i 3 spsk vand og tilsættes til saften. Hvis ikke pulveret vil opløses ordentligt, så varm evt. saften i mikroen i intervaller af 20 sekunder til der ikke længere er klumper i.
Fordel nu gelésaften i formene og sæt kagerne på køl, gerne i et døgns tid. Tag dem ud af køleskabet 1-2 timer før servering, da bunden ellers er meget hård.
Hvis du har brugt ramekiner så server kagen i formen - har du brugt serveringsringe, så løsn forsigtigt kagen i kanten med en kniv og lusk kagen over på en ren tallerken.
Pynt evt. med sigtet sukrin melis og friske bær - i dette tilfælde ribs.

OBS: Jeg fik tilsat for lidt gelatine i starten og saften ville derfor slet ikke stivne. Da havde jeg desværre allerede hældt den over kagerne.
Da jeg fandt ud af at jeg kom til at vente længe på den stivningsproces, hældte jeg forsigtigt saften fra igen, tilsatte mere gelatine direkte i saften og opløste det i mikroen. Derefter satte jeg skålen med saft i fryseren i et kvarters tid, til jeg kunne konstatere at den var begyndt at stivne. Så varmede jeg den kortvarigt i mikroen igen til den blev flydende, og hældte den over kagerne - igen.
Så hvis du er i tvivl om mængden af gelatine, så prøv med denne metode.
Men regn med ca. 1 spsk gelatine af denne type pr. dl. væske, og ca. tre gange så meget vand til at opløse i, hvis ikke du opløser den direkte i saften/væsken der skal stivne.

Konklusion:

Gelélaget blev måske en anelse for tykt eller solidt, så overvej kun at lave det ganske tyndt medmindre du er ekstremt glad for gelé/Jell-O.
Bortset fra det, så blev det en ret vellykket dessert - bunden smagte fint af chokolade og "kiks", fyldet var cremet og med en diskret smag af jordbær/rabarberkompotten, uden at være for sød - og så synes jeg de er ret dekorative som portionsanretninger.
De kan justeres med hvilken som helst frugt- eller bærsmag i fyldet, eller holdes helt neutrale kun med vanilje - og geléen øverst kan laves i mange farver med forskellige typer saft, eller evt. ved at bruge lidt pastafarve, hvis ikke man har nogen problemer med det.
Bunden kunne også laves kun med en blanding af mandler/forskellige nødder, chokolade og smør/kokosolie, så at man ingen low carb kammerjunkere har er ingen hindring.
Det er faktisk en ret anvendelig dessert.